Egyptiske dødsdomme udløser blodig uro i Port Said
Mindst 22 personer er dræbt under voldsomme uroligheder i Port Said lørdag, siger det egyptiske indenrigsministerium.
Egyptens hær er blevet indsat for at genskabe roen, nu da volden er blusset op i havnebyen efter afsigelser af 21 dødsdomme i en retssag om landets værste fodboldkatastrofe, der rystede landet for knap et år siden.
Volden er også knyttet til voldsomme uroligheder fredag, hvor syv blev dræbt, da toårsdagen for revolutionen i landet blev markeret.
Flere politifolk er blandt de dræbte i Port Said, hvor et stort antal personer er såret.
- Der er mange politifolk blandt de alvorligt sårede, meddeler indenrigsministeriet i Kairo.
Pansrede mandskabsvogne og militærpoliti har taget opstilling strategiske steder i Port Saids gader lørdag, efter at der har været voldelige optrin foran fængslet, hvor flere af de dødsdømte sidder bag tremmer.
Demonstranter i Port Said siger, at mange indbyggere er rasende over, at folk fra byen er fundet skyldige i retssagen om fodboldkatastrofen, som sidste år kostede 74 mennesker livet på byens fodboldstation.
Tragedien indtraf, da bøller stormede banen og overfaldt spillere og tilhængere af det modsatte hold efter en fodboldkamp mellem hjemmeholdet al-Masry og topholdet al-Ahli fra Kairo.
Ved en domstol i Port Said læste en dommer tidligere lørdag en liste med navne højt på 21 personer, hvis sager er blevet "overdraget til stormuftien" - en sætning, som henviser til, at alle dødsdomme skal vurderes af Egyptens øverste religiøse autoritet.
Umiddelbart efter domsafsigelsen forsøgte rasende pårørende til de dødsdømte ifølge det egyptiske stats-tv at storme fængslet, hvor det altså kom til blodige sammenstød med politiet.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde