Egyptiske myndigheder: 235 er døde onsdag

Ifølge egyptiske myndigheder har 235 mennesker mistet livet onsdag, efter egyptisk politi har grebet til magt for at rydde protestlejre til støtte for landets afsatte præsident, Mohamed Mursi.

Offentliggjort Sidst opdateret

Blandt de dræbte er 43 politibetjente, og der er lidt flere end 2000 sårede ifølge landets sundhedsministerium.

Siden politiet onsdag morgen gik ind i Mursi-tilhængernes lejre i Kairo, har der været modstridende oplysninger fra forskellige kilder om antallet af ofre for aktionen, og dødstallet er opjusteret hele dagen.

Omkring klokken 17.30 lød meldingen fra landets sundhedsministerium, at 149 mennesker var døde. Det officielle tal over døde er dermed næsten fordoblet siden da.

Mindst to journalister har mistet livet under onsdagens uroligheder.

En kameramand Mick Deane fra britiske Sky News er blevet dræbt, da han filmede rydningen af en af demonstranternes lejre i Kairo onsdag. Det skriver Sky News.

Også en journalist fra Xpress, en del af det Dubai-baserede medie Gulf News, har mistet livet. Det skriver Gulf News på deres hjemmeside.

Mursi-tilhængerne har været samlet i protestlejrene i Kairo i seks uger.

De havde sagt, at de ikke ville forlade lejrene, før Mohamed Mursi var genindsat på posten som landets præsident. En post militæret fjernede ham fra 3. juli.

/ritzau/Reuters