Eks-forbundskansler vil ikke i Gazprom-bestyrelse igen
-Jeg gav afkald på nomineringen til Gazproms bestyrelse for et stykke tid siden. Jeg har hele tiden kommunikeret dette til selskabet, skriver den tidligere forbundskansler, Gerhard Schröder, som ledede Tyskland fra 1998 til 2005. Foto: Fabrizio Bensch/Reuters
Tidligere tysk forbundskansler Gerhard Schröder siger, at han ikke på ny vil udnævnes til Gazproms bestyrelse.
Den tidligere tyske forbundskansler Gerhard Schröder har afvist at tage endnu en periode som medlem af bestyrelsen i Ruslands store energiselskab Gazprom.
Schröder, der er blevet voldsomt kritiseret for sine forbindelser til Kreml, skriver tirsdag på LinkedIn, at det er længe siden, at han afviste en nominering.
-Jeg gav afkald på nomineringen til Gazproms bestyrelse for et stykke tid siden. Jeg har hele tiden kommunikeret dette til selskabet, skriver den tidligere forbundskansler, som ledede Tyskland fra 1998 til 2005.
Det russiske olieselskab Rostnef skrev i en pressemeddelelse tidligere tirsdag, at Gerhard Schröder forlader selskabets bestyrelse
Schröder har trods krigen i Ukraine opretholdt sine forbindelser til de store russiske energiselskaber.
Det socialdemokratiske SPD, De Grønne og de liberale i FDP har reduceret Schröders privilegier drastisk. SPD-politikeren har mistet en række medarbejdere, som har sagt deres stillinger op i protest.
Det resterende personale skal lukke hans kontor ned og efterfølgende overtage andre opgaver, hedder det i en indstilling til forbundsdagens økonomiudvalg fra partierne i regeringskoalitionen.
Det er et kontor, som tidligere kanslere har som privilegium i Berlin.
Schröder får dog lov til at beholde sin pension og sine livvagter.
Hermed går regeringskoalitionen ikke helt så vidt som de konservative søsterpartier CDU og CSU, der også ville stryge Schröders pension på grund af hans kontakter til Rusland.
- Schröder skader Tysklands internationale anseelse. Trods krigen i Ukraine har han endnu ikke taget afstand til den russiske præsident, Vladimir Putin, og holder også fast i sine poster i forskellige, russiske energiselskaber, lød det i begrundelsen fra CDU og CSU i sidste uge.
Da Schröder forlod kanslerposten overtog han efterfølgende opgaver for blandt andre pipeline-virksomheden Nord Stream, russiske Gazprom samt energikoncernen Rosneft. Kritikken mod ham har været massiv i en lang årrække og er blevet intensiveret efter Ruslands invasion i Ukraine.
Der er ikke præcise meldinger om, hvornår Schöders tid i Gazproms udløber.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker