Eksansat anklager Facebook for at lade skadeligt indhold stå
Facebook er den seneste måned blevet beskyldt af flere for at lade skadeligt indhold blive på platformen af økonomiske årsager. (Arkivfoto) Foto: Olivier Douliery/Ritzau Scanpix
Olivier Douliery/Ritzau Scanpix
Facebook er den seneste måned blevet beskyldt af flere for at lade skadeligt indhold blive på platformen.
Endnu en tidligere Facebook-medarbejder anklager det sociale medie for at prioritere økonomisk overskud over at få stoppet problematisk indhold på platformen.
Det sker i en klage indgivet til det amerikanske finanstilsyn ifølge mediet Washington Post.
Den unavngivne tidligere medarbejder anklager Facebook for rutinemæssigt at undlade at bekæmpe misinformation og andet skadeligt indhold.
Det er ifølge whistlebloweren sket i frygt for at gøre USA's daværende præsident Donald Trump vred eller for at blokere brugere, der bidrog til profit.
Den tidligere medarbejder anklager også Facebook for at tale alvoren ned omkring Ruslands påståede indblanding i det amerikanske valg i 2016.
- Det vil være overstået hurtigt, og nogle politikere vil blive rigtig sure. Men så går der et par uger, og det er glemt. I mellemtiden laver vi penge og har det godt, skulle et medlem af Facebooks kommunikationsafdeling have sagt dengang ifølge den tidligere medarbejder.
Facebook har i forvejen stået over for en storm af kritik i løbet af den seneste måned.
Blandt andet har en anden tidligere ansat ved navn Frances Haugen lækket en intern rapport, der viser, at virksomheden kender til skadeligt indhold på platformen uden at gøre noget ved det.
Den unavngivne whistleblower indgav sin klage, en uge efter at Haugen havde afgivet vidneforklaring ved en høring i USA's Kongres.
Erin McPike, der er talskvinde for Facebook, undrer sig over artiklen i Washington Post og afviser påstandene.
Hun mener, at artiklen er under standarden for, hvad avisen ellers bringer.
Selv om Facebook har stået over for kritik flere gange før, er det endnu ikke udmøntet i ny amerikansk lovgivning, der har til hensigt at regulere sociale medier.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned