Ekspert: Det internationale samfund har opgivet Aleppo
Den syriske hær har trængt oprørere i det østlige Aleppo op i en krog. Foto: AP/Hassan Ammar
AP/Hassan Ammar
Oprørernes fremtid i Aleppo er i hænderne på russerne. De afgør, om oprørere kan forlade den belejrede by.
Det internationale samfund har længe opfattet den syriske storby Aleppo som tabt og set til, mens det syriske regime hurtigt har indtaget stort set hele det østlige Aleppo.
Det mener seniorforsker ved Dansk Institut for Militære Studier (Diis) Helle Malmvig,
Samtidig er de sidste oprørere blevet trængt op i en krog, og deres kritiske situation afhænge nu af forhandlinger med Rusland.
- Det der sker i de her dage, det er, at man prøver at få en aftale i hus mellem Rusland, USA og FN, om hvordan både civile og oprørsgrupper eventuelt kan blive fragtet ud af byen, siger hun.
Imens florerer der forskellige meldinger fra krigens parter. Blandt andet oplyser det russiske forsvarsministerium mandag, at 728 oprørere har opgivet kampen i Aleppo.
- Alt er på rygteplan, og alle går ud og siger noget forskelligt. Den her aftale er stadig ved at blive forhandlet, siger Helle Malmvig.
Hun er sikker på, at der kommer en form for aftale, som giver oprørerne mulighed for at forlade Aleppo, fordi det hele tiden har været i russernes interesse.
- For så bliver de ikke trukket ind i en langvarig bykrig, hvor de skal kæmpe fra hus til hus, siger hun.
Ifølge hende sker forhandlingen om aftalen dog på Ruslands betingelser. Derfor er det sandsynligvis detaljer om, hvordan oprørernes overgivelse skal fremstå, der endnu er usikkert.
Ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (SOHR) er over 10.000 civile flygtet fra det østlige Aleppo i løbet af det seneste døgn.
Dermed er i alt omkring 130.000 civile flygtet ud fra den østlige del af storbyen siden midten af november.
På det tidspunkt indledte det syriske militær sammen med dets allierede offensiven for at fordrive oprørsstyrkerne fra Aleppo.
Oprørerne har haft kontrol over det østlige Aleppo siden 2012.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned