Ekspert: Fru Romneys tale giver manden rygrad

Foto: Stan Honda/ Scanpix /Scanpix

Der var store forventninger til Ann Romney, der natten til onsdag talte til det republikanske konvent om sin mand, Mitt Romney, der er partiets præsidentkandidat.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hun er af mange blevet omtalt som et trumfkort, der skulle tegne et billede af Mitt Romney som en person af kød og blod, og samtidig tiltrække kvindelige vælgere, som republikanerne traditionelt har svært ved at få fat i.

Og Ann Romney levede op til forventningerne, vurderer USA-ekspert Niels Bjerre-Poulsen fra Syddansk Universitet.

- Det synes jeg. Talen blev virkelig godt modtaget i republikanske kredse, så den gjorde, hvad den skulle, siger han.

Ann Romney fastslog ved talens begyndelse, at hun ikke ville tale politik, men det var alligevel indirekte det, hun gjorde, vurderer Niels Bjerre-Poulsen.

Blandt andet talte hun om familieværdier for at få drejet opfattelsen af det republikanske kvindesyn væk fra den seneste tids debat om voldtægter og prævention.

- Det har gjort republikanske kvinder sure. Derfor var det vigtigt, at hun især henvendte sig til mødre med børn og sagde, at de får større råderum, hvis de overlader til Mitt at styre landets økonomi, siger han.

Ann Romney forsøgte også i sin tale at forklare Mitt Romneys manglende vilje til at offentliggøre sine skattepapirer med, at han bare er beskeden.

- Hun forklarede det med, at Mitt hjælper mange mennesker i nød og giver penge til velgørenhed, men ikke vil prale med det ved at fremlægge sine skattepapirer, siger Niels-Bjerre Poulsen.

Samme forklaring bruger hun til at forsvare ham mod kritikken af hans mange skiftende holdninger i valgkampen.

- Hun prøver at modgå kritikken af hans mangel på rygrad ved at sige, at han bare går stille med dørene. At han er interesseret i at få tingene gjort uden at være interesseret i at tage æren for det, siger Niels Bjerre-Poulsen.

Niels Bjerre-Poulsen fastslår, at Romneys kampagne i høj grad arbejder på, at valgkampen ikke skal handle om personlighed, hvor Mitt Romney står meget svagere end Obama.

Der er ifølge eksperterne uenighed om, hvor mange vælgere der kan vindes på netop kandidatens personlighed. Der nævnes ifølge Niels Bjerre-Poulsen både fem procent, fem-ti procent og også mindre tal.

/ritzau/