Ekspert: Gaddafis samarbejdsvilje er bluf

- Gaddafi gør kun noget, der er til fordel for ham selv.

Sådan lyder Helle Lykke Nielsen, lektor ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitets vurdering af det seneste udspil fra den libyske diktators side.

Ifølge en talsmand fra regeringen er Libyen klar til at afholde valg og reformere sit politiske system, og befolkningen skal have lov at bestemme, om Gaddafi skal blive som leder eller ej.

Men det budskab mener lektoren ikke, hverken de libyske oprørere eller det internationale samfund bør have for store forhåbninger til.

- Det er første gang, der bliver spillet ud med lovning om reformer. Og det er selvfølgelig positivt. Jeg øjner en ganske lille åbning for, at der måske kan forhandles.

- Men erfaringen har gennem rigtig mange år vist, at Gaddafi kun gør noget, der er til fordel for ham selv. Han er selvfølgelig under pres og forsøger derfor at klemme nogle sprækker ind, siger hun.

Diktatorens udspil rummer dog også det forbehold, at det er Gaddafi selv, der skal styre landet i retning af et eventuelt valg.

- Vi kunne få et hvilket som helst politisk system med alle typer forandringer: Forfatning, valg, hvad som helst, men lederen er nødt til at styre dette. Det er vores overbevisning, siger talsmanden Mussa Ibrahim til nyhedsbureauet Reuters.

Helle Lykke Nielsen forventer da heller ikke, at det libyske udspil hverken vil tilfredsstille oprørene eller få Nato-styrkerne til at indstille deres bombardementer.

- Når Gaddafi kommer med sådan et udspil, vil det naturligvis blive modtaget med den allerstørste skepsis.

- Hvis det her udspil skal tages seriøst og opfattes realpolitisk, skal der stilles væsentligt flere garantier, siger hun.

Indtil nu har de libyske oprørere afvist at være med i en aftale, der omfatter Gaddafi-familien.

/ritzau/

Det libyske styre siger nu, at man er villig til at afholde valg. Ekspert tvivler på Gaddafis gode intention.

Offentliggjort Sidst opdateret