Ekspert: Højesteret gav Obama stor sejr
USA's præsident Barack Obama kan ånde lettet op og se frem mod præsidentvalget i november.
Det er en realitet, efter at den amerikanske højesteret med en kneben afgørelse torsdag afviste, at Obamas omstridte sundhedsreform er i strid med den amerikanske forfatning.
Det mener lektor ved Syddansk Universitet og ekspert i amerikansk historie, Jørn Brøndal.
- Det man vil huske Obama for, når han engang ikke er præsident længere, det bliver blandt andet denne her reform. Hvis den var faldet, så havde hans modstandere fået ekstra vind i sejlene, siger han.
- Så ville republikanerne kunne sige, at selv det, han lagde allermest energi i, kunne han ikke gennemføre.
- De ville kunne beskylde ham for, at han har spildt sin tid på en sundhedsreform, og gjort for lidt for USA's økonomi. Det her er en stor lettelse for Obama og hans administration, siger Jørn Brøndal.
Han er ikke overrasket over, at afgørelsen blev så snæver som 5-4.
- Jeg var meget i tvivl om, hvad vej, det ville gå. Sidste gang dommerne i USA for alvor modsatte sig store velfærdsorienterede reformer, det var tilbage i 1930'erne.
- Siden har de været mere forsigtige, men alligevel har både kommentatorer og befolkningen været meget i tvivl, siger Jørn Brøndal.
Meningsmålingen viser, at et flertal af amerikanerne er modstandere af reformen, som gør det obligatorisk at have en privat sundhedsforsikring, men det kan ændre sig, når amerikanerne efterhånden finder ud af, hvordan det kommer til at fungere i praksis, mener han.
- Loven bliver først fuldt implementeret engang i 2015. Amerikanerne frygter, at reformen bliver meget dyr for det amerikanske samfund, men demokraterne hævder, at den vil medføre en omfattende effektivisering i sundhedsvæsnet.
- Hvis det viser sig, at de får ret, og reformen ikke kommer til at koste en hel masse ekstra, så tror jeg, at amerikanerne på et tidspunkt vil opfatte adgang til en sundhedsforsikring, som en del af deres velfærdspolitiske rettigheder.
- Men der er vi ikke endnu, fastslår Jørn Brøndal.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde