Ekspert: Libyen-rebeller har ikke vundet

Selvom Muammar Gaddafi meldes død, kan de libyske oprørsstyrker endnu ikke udråbe den endegyldige sejr i det krigshærgede land.

Det vurderer Peter Laustsen, specialkonsulent og souschef for Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet.

- Sejren vil først være hjemme, når vi har en ny regering og en ny forfatning. Når vi har fået sikkerhed om, at alle grupperinger i Libyen bakker op om den nye regering, siger han.

- Det er først nu, at den svære del begynder, og det er at vinde freden. Det vil sige at få demokratiske institutioner og love og regler, der omfatter hele befolkningen, siger Peter Laustsen.

En talsmand for overgangsregeringen siger, at Gaddafi er død af de kvæstelser, som han pådrog sig under kampene om sin fødeby Sirte, rapporterer Reuters. Tidligere meldinger fra landjorden gik på, at Gaddafi var blevet taget til fange.

Uanset om manden er død eller tilfangetagen, har overgangsregeringen "vundet en stor sejr", fortæller Peter Laustsen.

- Regimets gamle ansigt er væk, hovedet på slangen er borte, og der er nu ikke noget alternativ til Libyens regering, siger han.

Til gengæld kan omstændighederne omkring Gaddafis død gøre en stor forskel: Hvis det viser sig, at Gaddafi er blevet slået ihjel af amerikanske eller andre internationale styrker, kan det vække vrede, lyder det.

- Hvis det står klart, at specialoperationsstyrker står bag det her, så kan det af nogen tolkes sådan, at det er endnu et imperialistisk korstog for at udrydde en arabisk statsleder ligesom Saddam Hussein, vurderer Peter Laustsen.

- Men hvis det er rent libysk oprør, så tror jeg ikke, at der vil være så meget i det. Så vil man sige, at det var en del af kampen, og at han kunne miste livet som alle andre, tilføjer han.

Hvis det måtte vise sig, at Muammar Gaddafi alligevel ikke er død, venter der ham en retssag, hvor han skal stilles for en dommer i Libyen eller ved Straffedomstolen i Haag.

/ritzau/

Trods Gaddafis formodede død venter der en stor opgave for oprørsstyrkerne, der nu skal samle Libyen.

Offentliggjort Sidst opdateret