Ekspert: Mursi mister opbakning blandt vælgerne

Egyptens islamiske præsident, Mohamed Mursi, har fået vedtaget en omstridt ny forfatning. Men politisk står han langt dårligere end tidligere. Det vurderer eksperter.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Præsident Mursi har tabt rigtig stort. Ved præsidentvalget var der mange sekulære, der stemte på Mursi, fordi de ikke ville stemme på Shafiq, Hosni Mubaraks tidligere premierminister. Det kommer de ikke til igen efter denne proces, mener mellemøstekspert Rasmus Boserup, Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS.

Valgdeltagelsen ved lørdagens folkeafstemning var lav. Kun knap 32 procent ud af landets 51 millioner vælgere har deltaget i afstemningen om forfatningen, der bygger på sharialove.

- Det er svært at vide, hvad der sker inde i de 70 procent, som har valgt at sige, at det her er vi ikke så engagerede i, at vi gider stemme, siger Rasmus Boserup.

Oppositionen har klaget over, at afstemningen er presset igennem af præsident Mursi, som omvendt har argumenteret for, at det var nødvendigt, at få forfatningen på plads for at sikre stabilitet i landet.

Den store udfordring for præsident Mursi og Det Muslimske Broderskab er nu, at han i iver efter at få en sejr har skubbet oppositionen, som han skal samarbejde med, væk, vurderer Rasmus Boserup.

- Det bekymrende er, at Det Muslimske Broderskab ikke har været gode til at lave politik på midten. Det er i broderskabets egen interesse, og det har de indtil videre ikke mestret, siger han.

Egyptiske eksperter peger på, at den lave valgdeltagelse svækker forfatningens legitimitet.

- Mange vælgere mødte op på valgstederne, men mange gik igen, fordi ventetiden blev for lang. Desuden har mange dommere nægtet at overvåge afstemningen. Det svækker også forfatningens legitimitet, siger Abdel Maguid, analytiker ved al-Ahram Center for Strategic Studies.

Forfatningsforslaget er omstridt og har ført til voldelige demonstrationer og protester.

Oppositionen hævder, at forfatningen er hastet igennem af Mursi og Det muslimske Broderskab uden en ordentlig debat.

Liberale og sekulære kræfter, samt kvinder og kristne forlod forfatningsudvalget i protest mod det, de hævder var mangel på kompromisvilje fra Mursis side.

/ritzau/