Det er lyder af meget, men er næppe nok, når USA's præsident, Barack Obama, vil nedbringe landets budget med godt 6000 milliarder kroner over de næste 10 år.
Det vurderer Anders Matzen, der er chefanalytiker i Nordea.
- Obama har selv nedsat en tværpolitisk organisation, som har forslået tre gange så store besparelser, hvis USA skal undgå en gældskrise. Så jeg mener ikke, at de her besparelser er tilstrækkeligt ambitiøse, siger Anders Matzen.
I sit budgetudspil lægger Obama op til at stabilisere gælden fra 2015 og bringe underskuddet ned på tre procent af BNP.
Anders Matzen medgiver, at USA og resten af verden har været igennem en hård krise, men kalder alligevel målsætningen beskeden.
- Det store problem er, at Obama ikke rører ved den sociale understøttelse og Medicare (statens hjælp til ældre). Det er her, at langt den største del af udgifterne ligger, og hvor væksten i udgifterne er klart størst, siger han.
Republikanerne er hurtigt kommet på banen med kritik af Obama. De mener ligeledes, at præsidentens besparelser er for begrænsede - og anklager ham for at være talsmand for høje skatter og store offentlige udgifter.
Detaljer om budgetudspillet fra Det Hvide Hus, der endnu ikke er officielt fremlagt, viser, at underskuddet vil stige til 1645 milliarder dollar i finansåret 2011, hvorefter det skal falde brat til 1101 milliarder i 2012.
Det er planen at få nedbragt underskuddet til 3,2 procent af den amerikanske økonomi i 2015. I år udgør underskuddet 10,9 procent.
Budgettet afspejler præsidentens prioriteringer i den økonomiske politik, hvorefter der nu følger en flere måner lang debat i Kongressen.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker