Selv om USA's præsident, Barack Obama, med sin tale til nationen om oliekatastrofen i Den Mexicanske Bugt forsøgte at demonstrere handlekraft, så var det talens svaghed, at den var så lidt konkret.
Det vurderer leder af Center for Amerikanske Studier ved Copenhagen Business School, Niels Bjerre-Poulsen.
- Talen havde et terapeutisk formål. Den skulle demonstrere, at Obamas regering ikke har forsømt at følge udviklingen tæt, og at regeringen har haft indflydelse på, hvad olieselskabet BP har gjort. Men den var ikke så konkret, som mange havde håbet og ventet. De havde ventet noget mere og noget nyt, siger Bjerre-Poulsen til Ritzau.
Bjerre-Poulsen mener, at Obama godt kunne have brugt noget af sin "politiske pondus" til at skubbe på for, at den energilov, der er vedtaget i Repræsentanternes Hus, også kommer igennem Senatet, hvor den i øjeblikket er strandet.
- Mange havde forventet, at Obama ville omtale de kontroversielle forslag om CO2-kvoter. Og det nævnte han slet ikke. Mange havde ønsket, at han ville sige noget mere konkret, både når det gælder energilovgivningen og oprydningsarbejdet efter oliekatastrofen, siger Bjerre-Poulsen.
Han mener dog, at der midt i katastrofen er et lyspunkt. Tragedien kan være det, der bringer en ny energiaftale i USA nærmere.
- Energilovgivningen har jo hele tiden været på den politiske dagsorden. Men den har været tonet ned, fordi Sundhedsreformen tog så lang tid, og nu nærmer midtvejsvalget sig. Mange demokrater er bekymrede for, at republikanerne vil udlægge CO2-kvoterne som nye skatter forud for valget, siger Bjerre Poulsen.
- Men nu kan alle forstå nødvendigheden af at lide afsavn for at omstille det amerikanske energiforbrug. Så katastrofen kan blive det, der gør, at nok demokrater vil skubbe på for en klimalov allerede i år. Også selv om de skal til valg allerede til november, siger Bjerre-Poulsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker