Ekspert: Raketaffyring er magtdemonstration fra ny leder

Der er tale om en magtdemonstration fra Nordkorea og især landets leder, Kim Jong-un, der natten til onsdag dansk tid stod bag affyringen af en omstridt langtrækkende raket, som har provokeret omverdenen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Om få dage er det nemlig et år siden, at Kim Jong-un overtog ledelsen af det hermetisk lukkede land, og lederen bruger efter alt at dømme opsendelsen til at cementere sin magt.

- Han vil vise internt i landet, at han er en stærk leder, og at han kan skabe succes med sine projekter, siger Peter Kim Laustsen, Korea-ekspert og specialkonsulent ved Forsvarsakademiet.

- Samtidig kan han med denne opsendelse tilgodese militæret, som han bygger sin magt på. Hvis han ikke har opbakning fra militæret, kan han ikke sidde på magten.

- Derfor kan affyringen ses som en konsolidering af hans position som nordkoreansk leder, siger Peter Kim Laustsen.

Lande verden over har fordømt affyringen, men specialkonsulenten vurderer, at den kun vil skabe små reelle dønninger. For en enkelt affyring beviser ikke, at Nordkorea er en trussel for resten af verden.

- De store nationer vil ikke ligge søvnløse på grund af affyringen, men det øger opmærksomheden på Nordkorea, siger Peter Kim Laustsen.

Affyringen skal også ses i lyset af, at der snart er præsidentvalg i Sydkorea. Nordkorea kan nemlig have en interesse i at få afsat Sydkoreas nuværende præsident, Lee Myung-bak, som er tilhænger af en hårdere linje overfor Nordkorea.

- Han har lukket for assistancen til Nordkorea, som derfor håber på at Sydkorea får en liberal leder. Det er dog et spørgsmål, om affyringen i virkeligheden har den modsatte effekt, siger Peter Kim Laustsen.

Nordkorea siger, at raketten skal føre en vejrsatellit i kredsløb. Men den forklaring tror det internationale samfund ikke.

Det mistænker i stedet Nordkorea for at være i gang med udvikle teknologi til en langdistanceraket, der skal kunne ramme mål så langt væk som i USA.

/ritzau/