Ekspert: Sådan kommer Snowden ud af Rusland

Den amerikanske whistleblower Edward Snowdens fremtid er fortsat uvis.

Offentliggjort Sidst opdateret

I næsten tre uger har den 30-årige amerikaner siddet i transitzonen i den internationale lufthavn Sjeremetjevo i Moskva, og efter at have søgt asyl i over tyve lande, har både Nicaragua, Venezuela og Bolivia givet ham lovning på en fremtid i frihed.

En række forhold skal imidlertid falde på plads, før 30-årige Snowden kan indlede en tilværelse i et af de tre latinamerikanske lande, forklarer Thomas Gammeltoft Hansen, der er seniorforsker ved DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier).

- Den første forudsætning for, at han overhovedet kan forlade Rusland, er, at han skal have et rejsedokument fra det land, der ønsker at give ham asyl. Det skal de så udstede og overrække til ham inde i transitzonen, siger Thomas Gammeltoft Hansen.

- Normalt kan folk fra ambassader og konsulater bevæge sig meget frit - netop fordi de har diplomatstatus. Transitzonen er et åbent område, så medmindre Snowden sidder frihedsberøvet, kan han også få det her dokument udleveret, siger forskeren.

Den næste potentielle barriere drejer sig om, hvorvidt russerne nu også vil lade amerikaneren slippe.

- Det vil sige, at han skal på et fly, uden at de russiske myndigheder stopper ham, og det er der ikke nødvendigvis noget, der tyder på, at de vil, siger Thomas Gammelgaard Hansen.

Den tredje opgave er at komme på et fly, der sikkert kan bringe ham til eksempelvis Venezuela, der i de seneste dage er nævnt som Snowdens mest sandsynlige endemål.

Alle afgange fra den russiske lufthavn til Latinamerika indebærer godt nok et stop i Cuba, men da præsident Raul Castro for nylig proklamerede sin støtte til sine latinamerikanske kolleger i sagen, skulle det problem også være ryddet af vejen.

Der er imidlertid endnu et "men".

Alle fly til Cuba fra Moskva passerer nemlig europæisk luftrum, og det kan meget vel sætte en stopper for den jagede amerikaners rejseplaner.

Det fik Bolivias præsident, Evo Morales, for nylig at mærke, da en mistanke om at Snowden opholdt sig i præsidentflyet tvang ham til at lande i Wien.

- Efter folkeretten er det ikke nok, at Snowden er om bord på et fly. Der skal være mere bydende grunde til at tvinge et fly til jorden så som sikkerhedshensyn, og derfor er det efter min vurdering på kanten af landets beføjelser, hvis man tvinger det ned.

- Det vil kunne betyde et diplomatisk og retligt efterspil landene imellem, siger Thomas Gammelgaard Hansen og fortsætter.

- Men når det kan ske for den bolivianske præsident af alle mennesker, tyder det jo på, at der i hvert fald er visse europæiske stater, der ikke holder sig tilbage for at efterkomme amerikanernes ønsker.

Af den grund påpeger forskeren også, at Snowden vil gøre meget klogt i at slippe om bord på et passagerfly, uden at det bliver omverdenen bekendt.

I en nylig artikel i den amerikanske avis The Wall Street Journal præsenteres desuden et alternativ til de gængse flyafgange:

Hvorfor ikke hyre et privatfly og sende Snowden direkte til et af de tre lande, der ønsker at modtage ham?

Ifølge avisen findes der tre eller fire typer privatfly, der vil kunne tilbagelægge distancen uden mellemlandinger.

Prisen ville i givet fald lande på omtrent 212.000 dollar svarende til lidt over 1,2 millioner kroner.

/ritzau/