Ekspert: Syrien-aftale siger kun fy til Assad

Et militært angreb, som skulle sige, "nu stopper du Assad, det skal du aldrig gøre igen" er blevet til en aftale, der mere siger "fy Assad".

Offentliggjort Sidst opdateret

Det siger Mikkel Vedby Rasmussen, forsker i væbnet magt ved institut for statskundskab på Københavns Universitet, til lørdagens internationale aftale i den syriske konflikt.

Rusland og USA's udenrigsministre kom efter flere dages forhandlinger frem til en aftale om en udlevering af Syriens kemiske våben. De regner med, at planen vil være gennemført i midten af 2014.

Vedby Rasmussen mener dog, at det, at russerne og amerikanerne har lavet en plan for udlevering af kemiske våben, uden et militært angreb, underminerer præsident Barak Obamas troværdighed.

- Det har undermineret præcis det, han sagde, var det vigtigste for ham. Nemlig at hvis man bruger kemiske våben, så vil man komme op og skændes med USA. Og det gør man så åbenbart ikke rigtig, siger han.

Han vurderer, at Obama nu har fået placeret sig i en klemme, fordi han er gået ind i et partnerskab med Rusland.

Går planen galt, og Syrien ikke vil samarbejde, så skal han blive enig med Rusland, før han kan lave et militært angreb.

Michael Ehrenreich, direktør i Det Udenrigspolitiske Selskab, mener ikke, at aftalen udelukker et militært angreb.

Går planen i vasken, så vil Obama kunne sige til en skeptisk amerikansk offentlighed og kongres, at vi prøvede alt, hvad vi kunne med en diplomatisk løsning, endda med Rusland, men det lykkedes ikke.

Ehrenreich mener derudover, at den russisk-amerikanske aftale virker lovende.

- For det første er der en tidsplan, som er realistisk. For det andet er russerne om bord, og det er dem, der bedst kan presse Assad til at gå med på denne aftale og udlevere våbnene, siger han.

Mikkel Vedby Rasmussen mener, at aftalen kan forhindre, at der kommer flere ofre af giftgasangreb i Syrien.

- Assad vil få svært ved at bruge kemiske våben igen, for der vil nu være international kontrol med de mest afgørende våben, han skal bruge i borgerkrigen, siger han.

/ritzau/