Ekspert: Syrien kan stå bag bombe i Beirut

Alt peger på, at det er det syriske regime, der står bag sprængningen af en bilbombe i et kristent kvarter i centrum af Libanons hovedstad, Beirut, fredag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det vurderer Mellemøst-ekspert Sune Haugbølle, der er lektor ved Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet.

- De fleste libanesere tror, at det er Syrien, der står bag bomben. Bomben har karakter af terror, der har til hensigt at skabe kaos i Libanon, siger han til Ritzau.

- Man kan godt argumentere for, at Syriens regime prøver at aflede opmærksomheden fra borgerkrigen i Syrien ved at forsøge at destabilisere Libanon, siger Sune Haugbølle.

- Der er allerede en tilspidset konflikt i Libanon mellem Hizbollah og de kristne, og derfor giver det mening, at bomben blev sprængt i et kristens kvarter i et forsøg på at øge spændingerne.

Chefen for Libanons nationale sikkerhedstjeneste, Wissam al-Hassan, og syv andre er blevet dræbt af bilbomben.

- Det giver også mening, at man går efter chefen for sikkerhedstjenesten. Sikkerhedssituationen er i forvejen undermineret i Libanon, og Syrien har en interesse i at svække den endnu mere, siger Haugbølle.

Hvis ikke det syriske regime direkte står bag bomben, kan det også være libanesiske agenter, som har udført sprængningen for Syrien, mener Sune Haugbølle.

Han understreger, at der er tale om teorier og gisninger.

- Men det er gisninger, som passer godt ind i et mønster, siger han.

Selv om Syriens præsident, Bashar al-Assad, flere gange indirekte har truet med, at han ville være i stand til at "sætte regionen i brand", så vil han aldrig indrømme det, hvis han står bag bombesprængningen, lyder vurderingen.

- Det er ikke Syriens officielle strategi at plante bomber i andre lande. Han har kun truet indirekte ved at sige, at han er i stand til at skabe kaos i regionen, men det vil han aldrig "tage æren for", siger Haugbølle.

Han mener i øvrigt ikke, at det er muligt at fremprovokere en ny borgerkrig i Libanon.

- Den libanesiske befolkning vil ikke tilbage til konflikt og borgerkrig. Så jeg tror ikke, at bomben vil føre til en civil konflikt i Libanon, siger Sune Haugbølle.

/ritzau/