Ekspert: Tegn på at Rusland lægges på is efter Krim-krise
USA har hasteindkaldt til et møde mellem G7-landene for at diskutere den optrappede styrkeprøve med Rusland om den ukrainske Krim-halvø.
Mødet foregår mandag under et topmøde for atomsikkerhed i den hollandske regeringsby, Haag, og det kan være forstadiet til, at Rusland bliver lagt på is af verdens førende industrielle nationer.
Det mener Flemming Splidsboel, der er ekspert i Rusland og lektor ved Københavns Universitet.
- Det, vi ser, er forstadiet til, at G8, som vi kender det, vil være slut i hvert fald i en vis periode.
- Mødet får ikke stor betydning, men det er noget, der vil kunne mærkes. Det er tegn på, at de syv lande mener det alvorligt, og at Rusland vil blive udelukket fra selskabet, siger Flemming Splidsboel til Ritzau.
Det er USA's præsident, Barack Obama, der har indkaldt til mødet, hvor formålet er at drøfte krisen, og hvordan Ukraine kan hjælpes, nu da Rusland officielt har optaget den ukrainske halvø ved Sortehavet i den russiske føderation.
Flemming Splidsboel understreger, at han ikke kender de tekniske lovregler i gruppen, hvor verdens førende industrielle nationer mødes.
Han spår, at mødet ikke vil ende med en udelukkelse af Rusland, men han forestiller sig, at G8, hvor Rusland er medlem, lægges på is, mens G7 fortsat vil mødes.
Før Rusland blev optaget i G8 i 1998, var gruppen kendt som G7. Den gruppe af lande udsatte for nylig forberedelserne af et topmøde i Sotji, hvor Rusland skulle være vært som følge af det roterende formandskab.
Selvom det ikke er noget, der får stor omtale i de russiske medier, er Ruslands præsident, Vladimir Putin, skuffet over udelukkelsen, vurderer Flemming Splidsboel.
- Putin er skuffet over dette møde, men meldingerne fra Rusland er, at han er fuldt kampklar.
- Netop G8 er attraktivt for Rusland, for det er tegn på, at landet er blandt de førende højteknologiske nationer i verden. Nu bliver man sparket ud, og selvom de ikke vil indrømme det, er det noget, der bider på dem, siger Flemming Splidsboel.
Han regner med, at der vil komme en erklæring fra G/-mødet med skarp kritik af Rusland.
G/-landene er Canada, Frankrig, Italien, Japan, Storbritannien og Tyskland, som mandag eftermiddag mødes med USA i Haag.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker