På den ene side er svensk politi ikke sikre på, at lørdagens anholdelse af et ukendt antal terrormistænkte personer i Göteborg har forhindret et angreb.
På den anden side er der ikke afspærret så meget som et gadehjørne i byen, og beboerne må gå omkring, som de vil.
Og det undrer terrorekspert Magnus Ranstorp fra det svenske Forsvarsakademi.
- Det er mystisk. Foreløbig peger sagen jo i alle mulige retninger. Politiet kunne godt være mere klare i mælet, når det drejer sig om at fortælle folk, hvad de skal gøre, og hvad det handler om, siger Magnus Ranstorp til ritzau.
- Politiet lader til at have tingene under kontrol, men det leder da til spekulationer, når der flyder forskellige informationer, siger han.
Svensk politi har overfor ritzau afvist at kommentere, om der er fundet sprængstof i forblindelse med aktionen. Ikke engang antallet af anholdte eller de anholdtes nationalitet ønsker politiet at afsløre.
Hvis der virkelig er tale om et forpurret terrorplot, så vil sagen være den første af sin art i Sverige, siger Magnus Ranstorp.
- Det er de færreste svenskere, der tror, at Sverige vil blive udsat for et terrorangreb. Det adskiller sig jo en hel del fra holdningen i Danmark, men det kan denne sag jo ændre markant på, hvis det viser sig, at der er hold i politiets formodninger, siger Ranstorp.
Han vil på ingen måde gætte på, hvem der kan stå bag de formodede planer, men ifølge terroreksperten er Göteborg hjemsted for flere sympatisører af den somaliske terrororganisation al-Shabaab.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde