Ekspert: Timosjenko sætter ild til ukrainsk valgkamp
Der er ingen tvivl om, at den tidligere ukrainske premierminister Julia Timosjenko med sin valgdeltagelse kommer til at gøre en forskel i den ukrainske præsidentkamp.
Det vurderer Søren Riishøj, lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet med speciale i politiske og økonomiske forandringer i Østeuropa.
- Hun er en kontroversiel figur og vil formentlig føre en meget aktiv valgkamp, siger han.
Præsidentvalget i Ukraine finder først sted den 25. maj. Men allerede nu kan hendes deltagelse frustrere den tidligere verdensmester i sværvægtsboksning Vitalij Klitsjko, der i slutningen af februar meldte sit kandidatur til præsidentvalget.
- Der er ikke tvivl om, at hendes hovedmodstander inden for oppositionen, Klitsjko, er utilfreds og vred over, at hun overhovedet stiller op, siger Søren Riishøj.
- Det, at hun stiller op, er lidt som en ildebrand i den valgkamp, der forestår. Den bliver så rigeligt konfrontatorisk - også mellem oppositionens kandidater.
Ud over de to politiske kandidater nævner Søren Riishøj også en tredje i forretningsmanden Petro Poroshenko, som ifølge lektøren i øjeblikket fører i de ukrainske meningsmålinger.
- Folk er trætte af politikere. Det kan som sådan godt være ham, der ender med at blive valgt frem for de to andre.
- Hvis Poroshenko ender med at blive valgt, så bliver de to andre kandidater vrede. Både Timosjenko og Klitsjko har det med at skændes indbyrdes, men hvis de begge taber, så kan der godt blive stor ustabilitet i landet, vurderer Søren Riishøj.
Rent politisk ser lektoren ikke den store forskel i de politiske programmer hos Timosjenko og Klitsjko.
Meget af det politiske kommer dog også til at afhænge af, hvordan præsidentens beføjelser i forhold til grundloven struktureres, pointerer han
- Det kan dog gøre lidt forskel, hvem der bliver valgt, og hvor meget der kan bygges bro over til Rusland, siger Søren Riishøj med henvisning til de to landes betændte forhold, efter at Rusland har annekteret Krim-halvøen.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker