Ekspert tror Jacksons læge bliver dømt

Forsvarerne for lægen Conrad Murray ændrer konstant forklaringer om, hvad der skete den nat i juni 2009, da Michael Jackson døde. Det påstod anklagerne i sagen fredag. Popsangerens læge er under anklage for uagtsomt manddrab.

Uenigheden mellem forsvarere og anklagere fandt sted under en diskussion med sagens dommer om de vidner, forsvarerne ønsker at afhøre næste uge.

Chefanklager David Walgren klagede til dommer Michael Pastor over "forsvarets evindelige skiftende forklaringer".

Kritikken fremsættes, mens Murrays hold af advokater forbereder sig på at indtage hovedrollen næste uge. Hvorvidt Conrad Murray bliver bedt om at vidne, er uvist.

- Var jeg hans forsvarer, ville jeg ikke føre Murray som vidne. Jeg tror, han vil blive slagtet, siger forsvarsadvokat Mark McBride fra Beverly Hills. McBride er ikke involveret i sagen.

Chefanklagerens kritik af forsvaret deles af andre eksperter, der også mener, at Murrays version af hændelserne er fyldt med uoverensstemmelser.

Murray har erkendt, at han gav efter for Jacksons tryglen om at få bedøvelsesmidlet propofol, fordi sangeren ikke kunne sove. Hans forsvarere hævder, at Jackson efterfølgende tog endnu en dosis af midlet uden Murrays vidende. Og det var dræbende.

- Problemet er, at der ikke er nogen beviser overhovedet for, at Michael Jackson gjorde netop det. Med mindre forsvarerne ligger inde med noget, som jeg ikke kender til, så er det bare teori, vurderer forsvarsadvokat Steve Kron fra Los Angeles.

Forsvarerne for den 58-årige Murray regner med at indkalde omkring 15 vidner næste uge. Under anklagemyndighedens vidneafhøringer de foregående uger har kritikken af Murrays ageren som læge for Jackson, været hård.

Murray medicinering og overvågning af Jackson var helt utilstrækkelig, har flere vidner vurderet, og lægen kritiseres også for at have været alt for længe om at ringe efter en ambulance, da Jackson lå livløs i sit soveværelse.

/ritzau/Reuters

Næste uge bliver afgørende for Conrad Murray, når forsvarerne indkalder vidner. Uvist om Murray selv vidner.

Offentliggjort Sidst opdateret