Det var helt efter bogen, da amerikanske styrker mandag rykkede ind i en villa i Pakistan og dræbte al-Qaeda-lederen Osama bin Laden.
Det vurderer Anders Henriksen, adjunkt og ekspert i folkeret ved Københavns Universitet.
Ifølge flere unavngivne regeringskilder i USA ville soldaterne have taget ham i live, hvis det var muligt, men alle forventede, at han ville sætte sig til modværge - som det også skete - og at missionen derfor reelt var en likvideringsmission.
Ifølge Anders Henriksen har USA - og Danmark i øvrigt - ret til at bruge dødelig magt mod enhver person, der deltager aktivt i kamphandlingerne i den væbnede konflikt mellem al-Qaeda og vestlige stater.
- Osama bin Laden tager i kraft af sin ledende rolle i al-Qaeda til stadighed aktivt del i kamphandlingerne i konflikten, og han kan derfor også lovligt gøres til genstand for et dødeligt amerikansk angreb, vurderer Anders Henriksen.
Men eftersom bin Laden ikke var på slagmarken i Afghanistan, men i Pakistan, så forudsætter et dødeligt angreb mod ham, at det ikke var muligt at pågribe ham i live, tilføjer adjunkten.
Professor Mikkel Vedby Rasmussen fra Københavns Universitet mener ikke, at aktionen "kunne være endt anderledes" end med bin Ladens død.
- Jeg har meget svært ved at forestille mig en situation, hvor amerikanerne reelt havde lyst til at tage ham til fange. Både amerikanerne og bin Laden har taget det alvorligt, at de var i krig, og det har handlet om at bevise, at man kunne kæmpe og vinde, siger Mikkel Vedby Rasmussen og fortsætter:
- Derudover er der også en praktisk pointe: Man har jo haft problemer nok med fangerne på Guantanamo og deres retsstatus. Jeg tror ikke, nogen havde lyst til at finde ud af, hvad man skulle stille op med bin Laden og slæbe sig igennem en langvarig retssag og al den usikkerhed med sikkerhed og risiko for terrormodangreb.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde