Ekspert: USA vil samle syrisk oprør
Mens Vesten ikke har kunnet opnå enighed om en resolution i FN, har den amerikanske præsident i al hemmelighed givet ordre til at øge støtten til de oprørere, der siden marts 2011 har forsøgt at vælte præsident Assad og hans regering.
Barack Obama har givet efterretningstjenesten CIA udvidede beføjelser til at hjælpe oprørerne.
- USA erkender, at de mål, de har i forhold til FN, ikke har kunnet lykkes, og man søger derfor alternativer med regionale partnere i Mellemøsten for at støtte og samle oprøret militært og politisk, vurderer major i Forsvarsakademiet Lars Cramer-Larsen.
Støtten skal samtidig sikre, at landet ikke ender i kaos den dag, regimet falder.
- Vi kommer til at stå med et gigantisk magtvakuum og en - efter regionale forhold - enormt stor hær, når al-Assad falder, og hvis hele systemet vælter, kan frygtelige masseødelæggelsesvåben komme i de forkerte hænder, siger Lars Cramer-Larsen.
Derfor bruger amerikanerne nu endnu flere ressourcer på at hjælpe med at få struktureret oprøret, så det ikke ender i ny sekterisk vold, hvis ikke det lykkes at samle den syriske opposition.
- Der er dog ikke tale om direkte våbenhjælp, men kommunikationsudstyr og ekspertise, vurderer Lars Cramer-Larsen.
Det syriske oprør har indtil nu bestået af mange fragmenterede grupper.
- CIA skal således bistå med eksperter, der skal hjælpe med at træne og målrette etableringen af Den Frie Syriske Hær, vurderer Lars Cramer-Larsen.
Når amerikanerne ikke bidrager med våben, skyldes det blandt andet frygt for, at de senere kan blive brugt mod USA senere.
- Amerikanerne har behov for at få garanti for, at det er en reel militærstyrke, der skal have våbenstøtte og ikke oprørsgrupperinger, der senere kunne finde på at vende dem mod USA, siger Lars Cramer-Larsen.
Opgaven med at forsyne oprørerne med våben varetages af Qatar, Tyrkiet og Saudi-Arabien.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde