Taliban sender et markant signal til det internationale samfund ved at angribe Natos hovedkvarter i Kabul.
Men to eksperter fra Forsvarsakademiet hæfter sig samtidig ved, at afghanske sikkerhedsstyrker har formået at gå imod Talibans angreb, som ifølge de foreløbige oplysninger bliver gennemført med selvmordsbomber, raketstyr og maskingeværer.
- Det betryggende ved det, vi ser i øjeblikket, er måske, at Nato og især de afghanske sikkerhedsstyrker, som har ansvaret for hovedstaden, har været forholdsvis hurtige til at dæmme op for angrebet, siger major Peter Sølling til Ritzau.
Samme melding kommer fra major ved Forsvarsakademiet Lars Cramer-Larsen.
Han mener, at angrebet sætter det afghanske politi på prøve, fordi de internationale styrker gradvist er begyndt at overdrage ansvaret for sikkerheden i hele landet til afghanerne.
- Ved det sidste store angreb direkte mod magtcentrum så vi, hvordan afghanerne var i stand til at slå angrebet tilbage. Det her er jo igen et slag imod det afghanske projekt - og det, vi hører indtil videre, er, at de afghanske styrker har været i stand til at gøre noget, siger han til dr.dk.
Ifølge Peter Sølling er målet med Talibans angreb at påvirke den internationale opinion ved at gennemføre et spektakulært angreb, der skal vise, at sikkerheden fortsat ikke er tilstrækkelig efter næsten 10 års krig i Afghanistan.
Angrebet kommer kun to dage efter tiårsdagen for angrebet på World Trade Center i New York, og det kan være en medvirkende faktor til, at Taliban angriber nu.
Det var angrebet på tvillingtårnene, som fik USA til at indlede sin militære aktion i Afghanistan i oktober 2001.
Det behøver dog ikke være derfor, at Taliban sætter ind nu, mener Lars Cramer-Larsen.
- Der er selvfølgelig noget symbolværdi i det her, men ikke nødvendigvis direkte. Taliban angriber, når de er klar til at gøre det, så det er uforudsigeligt, og det er naturen i oprørskamp.
/ritzau/
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker