Enkelte støtter af Libyens tidligere diktator Muammar Gaddafi kæmper stadig mod overgangsregeringens (TNC) styrker i Sirte.
Men det er kun et spørgsmål om tid, før Gaddafis fødeby endelig falder. Og når den er faldet, så har Libyen faktisk bedre vilkår for fred, end de fleste havde forestillet, da oprøret mod Gaddafi startede. Det siger Ulla Prien, Nordafrika-forsker ved Københavns Universitet.
- Modstanden er ved at ebbe ud. De folk, som er tilbage i Sirte, er primært Gaddafis ideologiske støtter og folk, som ikke har sadlet om i tide og derfor står til at miste alt, siger hun.
- Byen Seppa kan måske volde problemer for overgangsregeringen. Nogle af Gaddafis varmeste støtter er der fra. Men hvis Libyen fremadrettet rammes af voldelige tilstande, så vil det nok i højere grad vokse ud et magttomrum, som giver plads til gadebander og lignende, siger Prien.
Peter Laustsen, specialkonsulent ved Forsvarsakademiet, mener, at TNC har formået at involvere de fleste af Libyens mange stammer og grupperinger i oprørsregeringen, hvilket har givet den et solidt fundament.
- Hvis regeringen ikke formår at skabe sikkerhed i byerne og få basal infrastruktur til at fungere, så kan det skabe grobund for sammenstød. Men i øjeblikket virker der til, at det kun er enkelte lommer, som kan have interesse i at bekæmpe den nye regering, siger han.
Ulla Prien mener, at det har overrasket alle, at TNC har kunnet holde samme på sine mange fraktioner.
- Man skal nok ikke være ked af, at det har taget så lang tid at vælte Gaddafi. I den periode er der opstået et civilt samfund, som den nye regering nu nyder godt af, siger Prien.
Muligheden for, at Libyen bliver kastet ud i sekteriske stridigheder efter krigen er slut, er ikke så store som i eksempelvis Irak efter Saddam Husseins fald, vurderer Peter Laustsen.
Derfor er risikoen en del mindre for, at man oplever vejsidebomber og terroraktioner i Libyen sammenlignet med Irak, lyder det.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned