Eksperter: Luftangreb bider ikke på Islamisk Stat
USA og de allieredes angreb fra luften har på ingen måde svækket islamistisk bevægelse, siger eksperter.
Et-nul til Islamisk Stat. Sådan ser resultatet ud efter et halvt års vestlige flybombardementer i Irak og Syrien.
Selv om USA og dets allierede har gennemført over 1800 luftangreb og ramt flere end 3200 militære mål, er Islamisk Stat (IS) på ingen måde svækket, lyder vurderingen fra flere førende eksperter i oprørsbekæmpelse ifølge Information.
Tværtimod vinder IS frem både i Irak og Syrien. I dag kontrollerer den islamistiske bevægelse halvdelen af Syrien, og i Irak vokser den folkelige opbakning dag for dag, skriver avisen.
Og eksperterne er ikke i tvivl. Hvis USA og dets allierede - heriblandt Danmark - ikke ændrer strategi, er nederlaget uundgåeligt.
- Det er måske nok lykkedes at standse IS' fremmarch i Irak. Men de har fortsat kontrol over stort set de samme områder som for et halvt år siden, og i Syrien har de haft stor fremgang, siger Afzai Ashraf, ekspert i militær oprørsbekæmpelse ved tænketanken Royal United Services Institute i London, til Information.
Derfor mener han ikke, at det sidste halve års krig har svækket IS på nogen måde.
- Det er ligegyldigt, hvor mange jeeps, bygninger og kampstillinger, danskerne og amerikanerne bomber, hvis IS ikke mister en tomme af sit territorium, siger han til avisen.
Dommen fra seniorforsker og Mellemøstspecialist Julian Barnes-Dacey fra den ansete politiske tænketank European Council on Foreign Relations i Bruxelles er lige så barsk.
- Det er meget svært at få øje på succeserne. Faktisk ser det ud til, at den strategi, Vesten bruger over for IS, har den stik modsatte effekt af det, man ønsker at opnå, siger han til Information og uddyber:
- I stedet for at svække IS bakker flere og flere sunnier i dag op om bevægelsen, både i Irak og Syrien. Og det selv om IS har ry for at regere med uhørt brutalitet.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned