Eksperter ser misinformation som største globale risiko lige nu
Rapporten om de største globale risici fra World Economic Forum er kommet forud for dets årlige samling, som begynder i Davos, Schweiz, næste uge. Foto: Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix
På kort sigt udgør misinformation den største globale risiko. På længere sigt topper klimaforandringer.
Misinformation udgør den største globale risiko set over de næste to år.
Det er forventningen fra omkring 1400 risikoeksperter, hvis vurderinger danner grundlag for den årlige rapport om globale risici fra Verdens Økonomiske Forum (World Economic Forum - WEF, red.).
Risikoen for, at misinformation udløser en global krise, skal ses, i lyset af at der over de kommende år er valg i flere store lande.
Det gælder for eksempel USA, Indien og Mexico, som alle afholder valg i år.
- Den udbredte brug af misinformation og desinformation - og værktøjer til at sprede det - kan underminere legitimiteten af nyligt valgte regeringer.
- Det kan resultere i uro lige fra voldelige protester til hadforbrydelser til konfrontationer mellem borgere og terrorisme, hedder det i rapporten.
Rapporten udkommer årligt.
Den er lavet på baggrund af vurderinger fra risikoeksperter, beslutningstagere og industriledere, som i september 2023 blev spurgt om, hvad de ser som de største risici for globale kriser på kort og længere sigt.
Over de næste to år er misinformation - blandt andet drevet af kunstig intelligens - den største risiko. Derefter følger ekstremt vejr og polarisering i samfund.
På længere sigt - over de næste ti år - er det klimaforandringerne, der dominerer risikobilledet.
Fem af de ti største risici er forbundet med klimaforandringerne. De tre største vurderes til at være ekstremt vejr, kritiske forandringer af planetens systemer og tab af biodiversitet og økosystemers kollaps.
Rapporten fra WEF er kommet forud for dets årlige samling næste uge.
Det årlige topmøde, som finder sted i Davos, Schweiz, samler verdens mest magtfulde og indflydelsesrige mennesker til diskussioner om økonomisk udvikling, fattigdom, ligestilling, krig og klimaforandringer.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker