Eksperter skal undersøge omstridt angreb i Syrien
Et billede fra en video, der er optaget af redningstjenesten De Hvide Hjelme, viser en lille pige, der angiveligt er blandt de sårede efter det formodede kemiske angreb i Douma. Tirsdag aften mødes FN's Sikkerhedsråd om sagen. Foto: Reuters/Social Media
Social Media/Reuters
Eksperter gør klar til at blive sendt til Syrien om kort tid, mens FN's Sikkerhedsråd gør klar til at stemme.
Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW) tager imod Syriens invitation til at undersøge, om kemiske våben har været anvendt i Douma.
Det oplyser OPCW i en meddelelse på sin hjemmeside tirsdag.
Tirsdag har OPCW anmodet den syriske regering om at "foretage de nødvendige forberedelser", så eksperterne kan komme til Douma.
- Holdet gør sig klar til at blive indsat i Syrien om kort tid, skriver OPCW i en meddelelse på sin hjemmeside.
Organisationen tilføjer, at den siden lørdag har indsamlet oplysninger fra alle tilgængelige kilder og analyseret dem.
Tidligere mandag inviterede den syriske regering organisationens eksperter til Syrien for at undersøge det mulige kemiske angreb.
Udenrigsministeriet i Damaskus beder OPCW "sende et hold fra dets fact-finding mission til at besøge Douma og efterforske anklager i forbindelse med den påståede brug af kemiske våben der", rapporterede det statslige syriske nyhedsbureau Sana.
Det formodede giftgasangreb fandt sted i byen Douma i Østghouta nær hovedstaden Damaskus sent lørdag. Mindst 40 meldes dræbt, og mange hundrede meldes sårede, heriblandt mange kvinder og børn.
Tirsdag aften dansk tid skal FN's Sikkerhedsråd igen mødes for at drøfte situationen i Syrien og en mulig reaktion.
Rusland beder Sikkerhedsrådets medlemmer stemme for en resolution, der specifikt støtter udsendelsen af efterforskere fra OPCW til Douma.
Desuden vil Rusland fremlægge et andet forslag til en resolution.
Russerne er ikke enig i ordlyden i et resolutionsforslag, amerikanerne har fremlagt. USA lægger op til at foretage en ny undersøgelse af, hvem der er ansvarlig for kemiske angreb i Syrien.
Det oplyser diplomater til Reuters.
I stedet vil Rusland fremlægge en anden resolution om samme emne.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker