Eksperter tvivler på Mellemøst-forhandling

Israelere og palæstinensere er allerede begyndt at overveje, hvordan de skal fralægge sig skylden, når de kommende fredsforhandlinger mislykkes.

Det siger en analytiker forud for de direkte forhandlinger, der indledes i Washington 2. september.

- Min fornemmelse er, at de to sider er fuldstændig klar over, at der ikke er grundlag for vellykkede forhandlinger mellem dem, og spillet går ud på at få det til at se ud som om, at det er den anden side, der blokerer for det, siger Jonathan Spyer, analytiker ved Israels Interdisciplinære Institut.

Han tilføjer, at der ikke er noget, der tyder på, at de kommende forhandlinger vil frembringe et bedre resultat end tidligere forhandlinger mellem israelere og palæstinensere.

- I mine øjne er det et fingerpeg om, præcis hvor dårligt det står til, at det betragtes som en stor bedrift bare at få israelere og palæstinensere til at sidde i det samme lokale og tale med hinanden, siger Spyer.

Analytiker Ziad Abu Amr fra Det Palæstinensiske Råd for Udenrigsforhold siger, at de 10 ugers indirekte forhandlinger, der er gået forud, ikke er opmuntrende.

Alligevel tager den palæstinensiske side til Washington i håb om, at der vil komme noget positivt ud af mødet.

- Så kan ingen i det mindste beskylde dem for at være den side, der bremser de direkte forhandlinger, siger han.

Avisen Haaretz kalder det en diplomatisk sejr for Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, at forhandlingerne foregår "uden forhåndsbetingelser". Palæstinenserne havde krævet, at forhandlingerne skulle være betinget af, at det midlertidige stop for udvidelse af jødiske bosættelser, der udløber i næste måned, forlænges.

Men Netanyahu risikerer at havne i en klemme mellem det amerikanske håb om et resultat inden midtvejsvalget i USA i november, og hans eget højreorienterede Likud-parti, skriver avisen.

/ritzau/AFP

Flere analytikere tvivler på, at de kommende Mellemøst-forhandlinger vil føre til resultater. Israelere og palæstinensere er for langt fra hinanden.

Offentliggjort Sidst opdateret