Ekspertvide: Jackson tog selv døds-dosis

Det var Michael Jackson selv, der tog den overdosis, som gjorde en ende på hans 50 år lange liv.

Det hævder lægen Paul White under retssagen i Los Angeles. Han vidner til fordel for Michael Jacksons læge, Conrad Murray, som er som er anklaget for uagtsomt manddrab på popkongen.

Dermed har Conrad Murrays forsvarere detoneret den bombe, som de længe har antydet de ville sprænge - nemlig vidneudsagn fra en ekspert, som anklager den legendariske sanger for at have forårsaget sin egen død.

Ud fra mængden af det smertestillende medicin propofol, som blev påvist i Michael Jacksons blod efter hans død, er den mest sandsynlige forklaring, at han selv indtog den dødelige dosis, mener Paul White.

I sidste uge hævdede anklagernes ekspert på den anden side, at Conrad Murray havde påsat et intravenøst drop med propofol, og at popkongen i flere timer fik en uforsvarlig stor dosis.

Men Paul White mener altså, at blod- og urinprøverne, som blev taget på sygehuset for to år siden, viser, at popstjernen selv stod bag dødsfaldet.

Conrad Murray har tidligere indrømmet at have givet Michael Jackson 25 milligram propofol for at hjælpe ham med at falde i søvn. Men værdierne på sygehuset antyder, at der blev givet en tilsvarende dosis kort efter.

Den dosis mener Paul White, at Michael Jackson har givet sig selv.

Men anden mulighed er - ifølge Paul White - at Michael Jackson selv tog flere piller af det angstdæmpende middel lorazapam. En kombination af de to stoffer svarer nemlig til det resultatet, man fandt i Michael Jacksons blod.

Obduktionen af Michael Jackson har slået fast, at han døde af en overdosis propofol, og at han også havde taget larazepam.

Torsdag sagde en ekspert i afhængighed, som også vidnede til fordel for Conrad Murray, at den nu afdøde Michael Jackson frem til sin død fik en "overnormal" dosis stærkt smertestillende medicin.

Ifølge ham beviser det, at Michael Jackson var afhængig af stoffet.

/ritzau/

Michael Jackson stod selv bag den overdosis, der kostede ham livet. Det hævder forsvarets ekspertvidne.

Offentliggjort Sidst opdateret