Eksploderet platform lækker olie i Golfen

Der er opdaget en lang oliepøl, der kommer fra en olieplatform, som er ramt af en eksplosion i Den Mexicanske Golf.

Der er tale om en oliepøl, som er omkring en sømil lang, siger den amerikanske kystvagt. Men myndighederne og eksperter i området siger, at der ikke er tale om en katastrofe i stil med BP-platformen, der hele foråret igennem forurenede Golfen, indtil den løbske oliebrønd blev lukket for godt en måned siden.

Kystvagten siger, at oplysningerne om oliepølen kommer fra oliearbejdere, der havnede i vandet, da eksplosionen af endnu ukendte årsager indtraf.

Branden på platformen var torsdag aften dansk tid endnu ikke slukket.

Tidligere torsdag sagde Patrick Cassidy, talsmand for selskabet Mariner Energy, der driver platformen, til CNN, at selskabet har overfløjet området ved platformen.

- En første overflyvning over stedet viser ikke tegn på udslip, sagde han.

Talsmanden for Det Hvide Hus, Robert Gibbs, siger, at myndighederne er klar til at sætte ind, hvis det bliver nødvendigt.

- Vi har nødberedskab klar til at blive indsat, hvis vi får meldinger om forurening i vandet, siger Gibbs.

Bill Colclough fra USA's kystvagt siger til CNN, at olieplatformen ikke var aktiv i brug, da eksplosionen fandt sted.

Tilsyneladende er der ikke tale om en boreplatform. Ifølge avisen New Orleans Times-Picayune er det en bemandet, fastliggende produktionsplatform, hvorfra der ikke bores efter olie.

13 personer blev kastet i vandet ved eksplosionen, men der er "redegjort" for dem alle, og de meldes i god behold og uskadte, siger en talsmand for Mariner Energy.

Olieplatformen ligger knap 150 kilometer syd for Vermilion Bay i delstaten Louisiana.

/ritzau/AFP

Foto: GERALD HERBERT/AP

En olieplatform i Den Mexicanske Golf er ramt af en eksplosion og er brudt i brand. 13 arbejdere er reddet. Der er opdaget en oliepøl fra platformen.

Offentliggjort Sidst opdateret