Eksplosion afsporer russisk godstog nær ukrainsk grænse
Russiske myndigheder i Bryansk-regionen hævder, at området flere gange er blevet ramt af angreb fra pro-ukrainske sabotagegrupper i de 14 måneder, der er gået, siden Rusland invaderede Ukraine. (Arkivfoto). Foto: Vitaly Nevar/Reuters
Ifølge den statslige russiske jernbaneoperatør blev lokomotivet og syv godsvogne afsporet af eksplosionen.
En eksplosion har afsporet et godstog i den russiske Bryansk-region. En region, som grænser op til det nordøstlige Ukraine.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det er den lokale guvernør, Alexander Bogomaz, som på det sociale medie Telegram oplyser om ulykken.
- En uidentificeret sprængstofsenhed gik af ved 136 kilometermærket på jernbanelinjen Bryansk-Unetja og afsporede et godstog, lyder det ifølge Reuters fra Alexander Bogomaz.
Ifølge Russian Railways, som er den statslige russiske jernbaneoperatør, blev lokomotivet og syv godsvogne afsporet. Lokomotivet brød i brand.
Det fandt sted 60 kilometer nord for den russiske grænse til Ukraine. Den russiske guvernør kalder det et angreb.
Der er ikke meldt om tilskadekomne.
Hændelsen fandt ifølge guvernøren sted cirka kvart over ni mandag morgen dansk tid.
Ifølge Reuters hævder russiske myndigheder i Bryansk-regionen, at området har været ramt af flere angreb fra proukrainske sabotagegrupper, efter at Rusland invaderede Ukraine.
Men det er første gang, at Rusland bekræfter et angreb i den størrelsesorden, skriver Reuters.
Lørdag hævdede Alexander Bogomaz, at fire civile russere var blevet dræbt efter et ukrainsk luftangreb på en by i samme region.
Ifølge Bogomaz blev en ejendom fuldstændigt ødelagt. To huse blev delvist ødelagt.
Ukraine tager næsten aldrig offentligt skylden for angreb på russisk jord eller russiskkontrollerede områder i Ukraine.
Mandag morgen har også guvernøren i den russiske region Leningrad, Alexander Drozdenko, meldt om angreb.
På Telegram lyder det ifølge Reuters fra Drozdenko, at et strømkabel natten til mandag er blevet sprængt i luften. En anden sprængladning er ifølge ham blevet fundet ved et andet kabel.
Drozdenko har ifølge Reuters ikke peget på, hvem han mener står bag angrebet. Men han oplyser, at den russiske sikkerhedstjeneste (FSB) arbejder i området.
Ifølge Drozdenko efterforsker FSB hændelsen som sabotage.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde