Eksplosion i russisk våbendepot koster liv

En kraftig eksplosion har rystet et ammunitionsdepot i det sydlige Rusland. Seks soldater er dræbt og 12 såret, citerer det russiske nyhedsbureau, Interfax, en unavngiven myndighedsperson for at sige.

- Eksplosionen indtraf klokken 18.20 Moskva-tid (klokken 16.20 dansk tid), formentlig i forbindelse med bortskaffelse af gammel ammunition. Seks officerer mistede livet og 12 blev såret, siger han på betingelse af anonymitet.

Ulykken indtraf i et militærkompleks i provinsen Astrakhan tilføjede kilden.

Eksplosioner i ammunitionsdepoter har plaget den russiske hær, som er forfulgt af beskyldninger om ikke at følge reglerne og for uagtsomhed. En brand i juni på et våbendepot øst for Moskva kostede to mennesker livet og sårede flere end 40.

/ritzau/Reuters

Seks soldater blev dræbt og 12 såret ved en kraftig eksplosion i et ammunitionsdepot i det sydlige Rusland.

Offentliggjort Sidst opdateret