Eksplosion på fransk universitet kvæster tre
En eksplosion ramte torsdag universitetet i Villeurbanne uden for Lyon. Tre meldes lettere tilskadekomne. Foto: Romain Chanu/Ritzau Scanpix
Romain Chanu/Ritzau Scanpix
Tre mennesker er kommet til skade ved en eksplosion på et universitet i Lyon. En gasflaske kan være årsagen.
En kraftig eksplosion og brand har ramt et universitet i den franske by Lyon torsdag.
Tre mennesker er kommet lettere til skade, oplyser franske myndigheder.
Tilsyneladende er eksplosionen og branden sket i forbindelse med en renovering, der er i gang på Université Claude-Bernard-Lyon 1.
Bystyret i Lyon skriver på Twitter, at eksplosionen skyldes "et uheld", men uden at uddybe.
Kilder på universitetet oplyser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at en gasflaske eksploderede og startede en brand.
Området blev evakueret efter eksplosionen, der skete ved universitetsbygningens tag torsdag formiddag.
Brandvæsenet i byen siger torsdag eftermiddag, at branden kom under kontrol relativt hurtigt.
Billeder, som indbyggere i området har postet på sociale medier, viser tykke skyer af sort røg og høje flammer stige op fra universitetet.
Universitetet, der ligger i forstaden Villeurbane, oplyser, at der blev hørt flere eksplosioner, og at de var "forårsaget af renoveringsarbejdet".
Både bystyret og universitetet forsikrer, at der ikke er risiko for udslip af farlige kemikalier.
Eksplosionen kommer, få dage efter at fire mennesker blev dræbt i en formodet gaseksplosion i et bageri i hovedstaden Paris.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde