Ekstrem varme i juni ventes at slå rekorder i Kina

Hedebølgen kan få konsekvenser for energiforsyningen, afgrøderne og lokalbefolkningens helbred. Foto: Hao Qy/Ritzau Scanpix

Onsdag ventes temperaturen i provinsen Hebei at ramme 42 grader, men hedebølgen er først lige begyndt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Temperaturerne slår i disse dage rekorder i de nordlige og centrale dele af Kina.

Det oplyser landets meteorologiske institut.

Hedebølgen kan få konsekvenser for energiforsyningen, afgrøderne og lokalbefolkningens helbred.

I provinsen Hebei ventes temperaturen onsdag at ramme 42 grader.

Kina har hele året været ramt af usædvanligt høje temperaturer. Mellem marts og maj har gennemsnittet været på sit højeste niveau, siden landet begyndte at føre statistik i 1961.

Over 20 vejrstationer i det nordlige Hebei og i det østlige Shandong har målt rekordhøje temperaturer i løbet af de første ti dage i juni.

Andre steder i Asien er også ramt af hedebølgen. I Indien ramte temperaturerne i slutningen af maj over 50 grader.

Varmen i Indien har medført, at der siden marts har været næsten 25.000 tilfælde af hedeslag og 56 dødsfald ifølge landets svar på Statens Serum Institut.

Allerede i april førte de høje temperaturer i Asien til hundredvis af dødsfald og ødelagte afgrøder. Desuden blev adskillige skoler lukket.

Den ekstraordinære varme skyldes ifølge forskere menneskeskabte klimaforandringer.

Hedebølgen i Kina ventes at fortsætte indtil 20. juni, hvor varmen ventes at nærme sig eller endda overgå rekorderne i Hebei, Shanxi og Henan.

Hver af de seneste 12 måneder har ifølge EU's klimaovervågning Copernicus slået de globale temperaturrekorder.

Maj måned var samtidig den 11. måned i træk, at de globale temperaturer var mindst 1,5 grader over niveauet før den industrielle revolution, hvorefter brugen af fossile brændsler eksploderede.

/ritzau/Reuters