Ekstrem varme koster over 300 egyptiske pilgrimme livet i Mekka
Under hajj går tusindvis af muslimer rundt om kabaen i Mekka. Foto: Saleh Salem/Reuters
Muslimske pilgrimme strømmer til Saudi-Arabien, hvor i alt 577 pilgrimme ifølge AFP har mistet livet i juni.
Mindst 323 egyptiske pilgrimme er omkommet under den muslimske pilgrimsfærd hajj i Mekka i Saudi-Arabien.
Det oplyser to arabiske diplomater til nyhedsbureauet AFP.
Diplomaterne har fået antallet af omkomne oplyst af personalet på et hospitalskapel i Mekka.
De fleste af de omkomne pilgrimme døde som følge af hedeslag, mens én person blev trampet ihjel.
Ifølge en opgørelse fra AFP har i alt 577 pilgrimme fra en række forskellige lande mistet livet under dette års hajj i Saudi-Arabien.
Høje temperaturer har i længere tid præget vejret på Den Arabiske Halvø med mange dødsfald til følge. Tirsdag er temperaturen nået op på 44 grader i Mekka, som er den helligste by inden for islam.
I weekenden omkom mindst 19 jordanske og iranske pilgrimme i Saudi-Arabien. Mens det på daværende tidspunkt ikke fremgik, hvorfor iranerne døde, stod det hurtigt klart, at jordanerne døde af hedeslag.
Og ifølge opgørelsen fra AFP er mange andre pilgrimme altså også omkommet.
Pilgrimsfærden hajj finder sted hvert år i den islamiske kalenders sidste måned. I år falder dette tidspunkt i midten af juni.
Hajj er en af de fem søjler i islam og defineres ifølge islamisk ret som en religiøs pligt for alle muslimer, der har mulighed for at drage afsted til Mekka.
Med pilgrimsfærden følger en række aktiviteter, som foregår udendørs under den bagende sol. Herunder går pilgrimme i tusindtal rundt om den sorte kubiske helligdom Kabaen.
Cirka 1,8 millioner muslimer deltager i pilgrimsfærden i år. Af dem kommer 1,6 millioner fra udlandet, oplyser de saudiske myndigheder ifølge AFP.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde