Ekstreme mængder regn udløser oversvømmelsesvarsel i Norge
Meteorologer og vanddirektoratet udsender rødt varsel om risiko for jordskred og oversvømmelser i Vestnorge.
Meteorologer og Norges Vand- og Energidirektorat udsender torsdag varsel om risiko for oversvømmelser og jordskred, efter at ekstremt vejr rammer Norge.
Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.
- Det er bare starten. Det fortsætter. Der kommer mere nedbør i løbet af dagen og aftenen. Det bliver intenst flere steder, siger vagthavende meteorolog Marit Berger til NTB.
Allerede onsdag advarede norsk politi om det ekstreme vejr. Torsdag fraråder politiet al unødig færdsel i Vestnorge.
Det ekstreme uvejr er døbt "Jakob" og ramte Vestlandet i det sydlige Norge natten til torsdag.
- Vi skal se Vestnorge som en stor spand. Den er ved at blive fyldt op, og sidst på dagen løber det måske over, siger statsmeteorolog Pernille Borander til norske NRK.
Vestlandets centrale områder kan få op mod 180 millimeter nedbør i løbet af dagen.
Der er udsendt rødt varsel for risiko for jordskred og oversvømmelser i Vestnorge, som gælder både torsdag og fredag.
Rødt varsel er den alvorligste varsel, og den betyder en risiko for ekstremt vejr, der kan være til fare for liv og fysiske værdier og ejendomme.
I Bergen i det sydvestlige Norge er der faldet 75 millimeter på 24 timer omkring klokken 9 torsdag, skriver NTB.
Brandvæsenet i Bergen er torsdag formiddag løbet tør for sandsække til at holde vandet ude og beder forsvaret om hjælp, skriver Bergensavisen.
Flere oversvømmelser har allerede ramt Bergen, og brandvæsenet må udskyde andre opgaver, siger vagthavende Jostein Steinsland Hauge til lokalmediet.
Forsvaret oplyser, at det hjælper med at levere sandsække til området.
Regnvarslet gælder frem til natten til fredag, mens varslet for jordskred varer frem til fredag eftermiddag.
Advarslerne om oversvømmelser gælder indtil videre frem til fredag aften.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker