Ekstremister må ikke hjælpe Pakistans ofre

Pakistan vil hindre hjælpeorganisationer, der har forbindelse til militante islamister, i at komme ud i de områder, der er ramt af oversvømmelser.

Regeringen frygter, at de radikale grupper vil udnytte ofrenes vrede over, at regeringens hjælpeindsats ikke har været effektiv nok. Verden kan gavne oprørerne og svække kampen mod grupper som Taliban.

Katastrofens omfang kom i første omgang bag på myndighederne, som kæmpede en hård kamp for at nå ud til de millioner af ofre, der havde brug for hjælp.

De islamistiske hjælpeorganisationer var derimod hurtigt på banen med hjælp mange steder, hvor regeringen fik kritik for ikke at sætte ind. Men det skal der sættes en stopper for nu, mener indenrigsminister Rehman Malik.

- De forbudte organisationer har ikke lov at besøge de oversvømmelsesramte områder, siger ministeren til nyhedsbureauet Reuters.

- Vi vil anholde medlemmer af de forbudte organisationer og anklage dem efter antiterrorloven, tilføjer Malik.

Pakistans præsident, Asif Ali Zardari, og den amerikanske senator John Kerry advarede dagen inden om, at militante forsøger at udnytte situationen til egen fordel.

Det er ikke første gang, myndighederne begrænser de islamistiske hjælpeorganisationers virke. Det skete blandt andet også, da Pakistan blev ramt af et voldsomt jordskælv i 2005.

Iagttagere siger, at grupperne ofte dukker op igen under et andet navn, og at myndighederne ikke er interesseret i at stoppe deres hjælpeoperationer.

/ritzau/Reuters

Pakistans regering vil ikke lade hjælpeorganisationer med bånd til landets ekstremistiske grupper hjælpe ofre for oversvømmelser.

Offentliggjort Sidst opdateret