Ekstremt vejr har kostet 195.000 liv i Europa siden 1980
Hedebølger står bag 81 procent af dødsfald relateret til ekstremt vejr, lyder det fra miljøagentur i ny rapport. (Arkivfoto). Foto: Anushree Fadnavis/Reuters
Det Europæiske Miljøagentur giver i ny rapport overblik over de menneskelige konsekvenser af ekstremt vejr.
Ekstremt vejr har siden 1980 og frem til 2021 kostet knap 195.000 menneskeliv i Europa.
Det har Det Europæiske Miljøagentur (EEA) med base i København oplyst onsdag.
- Næsten 195.000 dødsfald skyldes oversvømmelser, stormvejr, varme- og kuldebølger, skovbrande og jordskred, lyder det i agenturets rapport.
Rapporten gør det samtidig klart, at skader efter ekstremt vejr har kostet 560 milliarder euro i perioden. Det svarer til 4173 milliarder kroner.
Hedebølger står bag 81 procent af dødsfaldene, lyder det videre fra agenturet.
- For at undgå yderligere tab bliver vi nødt til med det samme at bevæge os fra blot at håndtere ekstreme vejrhændelser til at komme dem i forkøbet, siger EEA-ekspert Aleksandra Kazmierczak.
EEA understreger, at Europa skal have fokus på at beskytte kontinentets aldrende befolkning, som er ekstra sensitive over for ekstrem varme.
I sommeren 2022 blev der i kølvandet på flere hedebølger noteret flere dødsfald en normalt. Dødsfald i 2022 indgår dog ikke som en del af rapporten fra EEA udgivet onsdag.
Der er noteret 53.000 flere dødsfald i juli 2022 end i det samlede månedlige gennemsnit i årene 2016-2019. Ikke alle dødsfaldene kan dog direkte ledes tilbage til den ekstreme varme, oplyser EEA.
Alene Spanien har registreret 4600 dødsfald i forbindelse med ekstrem varme i månederne juni, juli og august.
Klimaprognoser spår længere, mere intense og hyppigere hedebølger i fremtiden.
De økonomiske tab for især landbrugssektoren kan ende med at blive "katastrofale", lyder advarslen fra agenturet. Vejledningen fra EEA lyder her, at tab kan kommes i forkøbet ved at tilpasse afgrøder til stigende temperaturer.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker