ElBaradei i Iran

Mohamed ElBaradei, chefen for FN's atomenergiagentur, IAEA, er ankommet til Irans hovedstad, Teheran. Her skal han i de næste dage have forhandlinger med ledende iranske atomforhandlere.

Mødet kommer kun få dage efter, at USA og fem andre stormagter krævede hurtige fremskridt i forhandlingerne om Irans atomprogrammer.

Det ventes, at ElBaradei vil kræve flere oplysninger fra Iran om landets andet anlæg til berigelse af uran. Afsløringen om dette anlæg kom for kun en uge siden og skabte stor international opstandelse.

Det er ikke oplyst, hvad ElBaradei konkret skal tale med de iranske forhandlere om. Iranske embedsmænd siger, at IAEA-chefen bliver i Iran lørdag og søndag.

/ritzau/Reuters

Chefen for FN's atomenergiagentur, IAEA, Mohamed ElBaradei, er ankommet til Teheran, hvor han skal mødes med iranske atomforhandlere.

Offentliggjort Sidst opdateret