Ellemann: Fredspris anerkender idéen med EU

Et økonomisk og politisk samarbejde for at sikre varig fred. Sådan var grundtanken, da man oprettede EU. Og når EU fredag får Nobels fredspris, er det netop en anerkendelse af den grundtanke, mener tidligere udenrigsminister og varm EU-tilhænger, Uffe Ellemann-Jensen.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Det er en meget fornem anerkendelse af hele idéen i EU - og en bekræftelse af det, som står i forordet til EU's grundlov, nemlig den gamle Rom-traktat: At formålet med denne samling af de økonomiske og politiske kræfter er at sikre freden og friheden i Europa.

Uffe Ellemann peger på, at mange i Danmark har misforstået EU's formål i årenes løb.

- Man har troet, at det bare er et økonomisk samarbejde, men det har faktisk stået lige fra starten, at formålet er at sikre freden og friheden i Europa. Og det har EU jo gjort, siger han og kommer med eksempler:

- Og specielt udvidelsen med alle de nye demokratier, der opstod, da Sovjetunionen og Østblokkene brød sammen. Det er et godt billede på, at det er noget, man gør for netop at sikre freden og friheden.

Og derfor glæder det Uffe Ellemann, som mener, at prisen kommer på et rigtig godt tidspunkt.

- EU er klemt og truet for øjeblikket af økonomiske problemer og euroens problemer. Alt det truer selve grundideen med EU, så jeg synes, at det er et meget fint tidspunkt, at den kommer på, siger han.

/ritzau/