Elon Musk sløjfer Twitters sikkerhedsråd med kort varsel

Mandag aften skulle Twitters tillids- og sikkerhedsråd have haft et møde. Kort inden mødet blev rådet opløst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Twitter med Elon Musk i spidsen har besluttet at nedlægge det sociale medies tillids- og sikkerhedsråd.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Rådet, der består af omkring 100 organisationer, har haft til formål at adressere hadtale, udnyttelse af børn, selvmord, selvskade og andre problemer på platformen.

Tillids- og sikkerhedsrådet skulle have haft et møde med repræsentanter fra Twitter mandag aften.

Kort inden mødet informerede Twitter på e-mail gruppen om, at Twitter ville opløse rådet. Det fortæller flere af rådets medlemmer til AP.

De medlemmer, der udtaler sig til AP, er anonyme, fordi de frygter konsekvenserne ved at stå frem. De har delt billeder af e-mailen fra Twitter med AP.

I e-mailen står der blandt andet, at "Twitter reevaluerer, hvordan man bedst kan få eksternt indblik", og skriver, at "rådet er ikke den bedste struktur til at opnå det".

- Vores arbejde med at gøre Twitter til et sikkert og informativt sted kommer til at gå hurtigere og være mere aggressivt end før, og vi vil fortsat byde jeres idéer til, hvordan man kan nå dette mål velkomne, lyder det i e-mailen, der er signeret "Twitter".

/ritzau/