Emirates køber stort ind hos Boeing

Det hurtigvoksende flyselskab Emirates Airlines i Dubai har i weekenden bestilt 50 af de store Boeing 777-fly til en værdi af 18 milliarder dollar, næsten 100 milliarder kroner.

Ordren på de store langdistancemaskiner kom søndag på andendagen af den store flyudstilling i Dubai.

Reuters skriver, at der er tale om den største enkeltstående ordre til Boeing nogensinde, når det gælder værdi.

Iagttagere og analytikere i Dubai siger, at flyselskabet Qatar Airways muligvis også er på vej med en større ordre til Boeing og også en bestilling på dobbeltdækkerflyet A380 hos Airbus.

Et tredje stort flyselskab i Golfen - Etihad Airways - er ifølge kilder med kendskab til forhandlingerne på vej med en ordre på yderligere 12 Boeing fly, herunder 10 af de nye Dreamlinere.

Men det er ikke klart, hvornår en officiel meddelelse kommer.

De tre selskaber er store købere af langdistancefly, da de arbejder på at gøre Golfen til et center for global flytrafik. Fra Golfen kan man nå det meste af verdens befolkning med en langdistancemaskine.

Det har ført til en skarp konkurrence og meningsudvekslinger med europæiske flyselskaber.

Emirates har svaret igen på beskyldninger om, at det oversvømmer markedet med ruter og fly, ved at påpege, at europæiske superjumboer, A380, flyver til og fra Dubai.

Men Emirates er selv den største aftager af de store fly. Emirates har bestilt 90 A380, som er verdens største passagerfly.

- De tre store Golf-flyselskaber går til angreb på andres trafik. De forvandler olierigdom til en markedsposition inden for luftfart, siger analytikeren Richard Aboulafia fra konsulentvirksomheden Teal Group i Virginia.

/ritzau/Reuters

Emirates Airlines vil vokse trods den økonomiske krise. Flyselskabet bestiller 50 Boeing 777.

Offentliggjort Sidst opdateret