En 14-årig dreng er død efter knivangreb i det sydlige Østrig
Politiet er lørdag til stede i centrum af byen Villach i det sydlige Østrig efter et knivangreb. Foto: Gerd Eggenberger/Ritzau Scanpix
En er død, og fem er tilskadekomne, efter at en mand angreb dem med kniv i østrigsk by. Manden er anholdt.
En 14-årig dreng er lørdag død i et knivangreb i byen Villach i det sydlige Østrig, mens fem andre er kommet til skade.
Det oplyser politiet ifølge det franske nyhedsbureau AFP.
En 23-årig syrisk mand er anholdt, oplyser politiet.
To personer har ifølge AFP fået alvorlige skader, mens yderligere tre blev lettere såret, tilføjer politiet.
Alle ofre er i alderen 18 til 36 år.
Angrebet skete omkring klokken 16.00 lokal tid ved et centralt torv i byens centrum.
Ifølge flere medier er gerningsmanden asylansøger med en gyldig opholdstilladelse i Østrig, og han er ikke tidligere straffet, lyder det fra myndighederne.
- En mand angreb tilfældigt forbipasserende med en kniv. Et offer, en 14-årig dreng, døde, siger politiets talsperson Rainer Dionisio til AFP.
Det er foreløbigt uklart, om den formodede gerningsmand handlede alene. Politiet arbejder lørdag aften på at afklare, om der er flere mulige mistænkte, skriver nyhedsbureauet dpa.
Ifølge det østrigske medie Kronen Zeitung blev angrebet forsøgt stoppet af et øjenvidne.
Avisen skriver, at en 42-årig syrisk chauffør, der leverede mad, overværede hændelsen og efterfølgende påkørte gerningsmanden med sit køretøj. Det er uklart, hvilket slags køretøj han benyttede.
Det har sandsynligvis forhindret gerningsmanden i at begå yderligere forbrydelser, lyder det fra politiet på et pressemøde ifølge avisen.
Gerningsmanden kom lettere til skade, men blev straks anholdt. Han bliver lørdag aften afhørt af politiet.
Det efterforskes, om hændelsen har et terrormotiv, skriver Kronen Zeitung.
Politiets talsperson Rainer Dionisio kan ikke bekræfte et motiv. Men øjenvidner fortæller ifølge AFP, at gerningsmanden havde råbt "Allahu Akbar", der betyder "Gud er stor" på arabisk.
Ifølge nyhedsbureauet huser Østrig næsten 100.000 syriske flygtninge.
Villach er den næststørste by i delstaten Kärnten i det sydlige Østrig og har omkring 65.000 indbyggere.
Delstatsformand Peter Kaiser er ifølge det østrigske nyhedsbureau APA "dybt chokeret" og siger, at det er en "uforståelig grusomhed", som skal have "alvorlige konsekvenser".
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde