En af pophistoriens store sangskrivere Burt Bacharach er død
Burt Bacharach optrådte også sent i livet med sine hundredvis af sange. Her ses han under en koncert ved festivalen Glastonbury i Storbritannien i 2015. Foto: Dylan Martinez/Reuters
Burt Bacharach, der blandt meget andet stod bag nummeret "Raindrops Keep Falling on My Head", er død - 94 år.
Leverandøren af nogle af pophistoriens mest udødelige sange, den amerikanske komponist Burt Bacharach, er død.
Det skriver flere medier - herunder det amerikanske nyhedsbureau AP.
Bacharach, der blev 94 år, komponerede fra slutningen af 1950'erne og frem til 1980'erne stribevis af popsange.
Blandt dem var "Raindrops Keep Falling on My Head", der var med i filmen "Butch Cassidy and The Sundance Kid".
Hans milde sange blev blandt andet betragtet som et mindre hårdtslående alternativ til rock and roll-musikken i 1960'erne og 1970'erne.
Bacharach var aktiv som optrædende indtil sent i livet og havde et imponerende bagkatalog at dykke ned i til sine koncerter.
Flere af dem betragtes som nogle af pophistoriens store numre.
Som for eksempel filmsangen "What's New Pussycat?", der gav Tom Jones stor succes. Eller klassikeren "That's What Friends Are For".
Og så er der "Raindrops Keep Falling on My head". Den indbragte i 1970 Burt Bacharach en Oscar i kategorien Bedste Originale Sang.
Nummeret kom også i en dansk landeplage, da tv-nyhedsoplæseren Pedro Biker, der døde i 1973, indspillede "Regndråber drypper i mit hår".
Burt Bacharachs karriere tog fart i 1950'erne og tidligt i 1960'erne.
Han tjente sine penge som pianist, orkesterleder og arrangør for Marlene Dietrich, som han også turnerede med.
I 1957 mødte han Hal David, der havde stor succes som tekstforfatter til Frank Sinatra. Deres første sang, "The Story of My Life", kom på hitlisterne i USA, og et af historiens mest succesfulde makkerpar var født.
Bacharach havde melodierne. David ordene.
Samarbejdet sluttede dog brat i 1973, da deres musik til musicalen "Lost Horizon" ("Tabte Horisonter") blev en fiasko.
Privat var han gift fire gange. Det tredje ægteskab var med tekstforfatteren Carol Bayer Sager, som han i 1980'erne skrev flere hits sammen med.
I 1993 blev han gift med sin fjerde kone, Jane Hansen, som han fik to børn med.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub