En af verdens travleste lufthavne slår rejsetal fra før corona
Der var 41,6 millioner rejsende på besøg i lufthavnen i Dubai i de første seks måneder i 2023. (Arkivfoto). Foto: Giuseppe Cacace/Ritzau Scanpix
Der var flere rejsende i Dubais lufthavn i første halvdel af 2023 end i første halvdel af 2019.
Rejsetrafikken i Dubais lufthavn, der er en af verdens travleste, var i første halvdel af 2023 på et højere niveau end i 2019 - før coronapandemien.
Det fremgår af lufthavnens passagertal for årets første seks måneder.
Der var 41,6 millioner rejsende på besøg i lufthavnen fra januar til og med juni 2023. Det var en smule højere end i den tilsvarende periode i 2019.
Det er samtidig en stigning på cirka 50 procent fra de 27,9 millioner besøgende i første halvdel af 2022.
- Mens vi stadig prøver at komme tilbage på benene og nu ser, at trafikken overgår niveauet fra før pandemien, så bestræber vi os på, at alle gæster i lufthavnen skal forlade den med et smil, siger Paul Griffiths, der er administrerende direktør i lufthavnen, i en udtalelse.
Dubai var før coronakrisen verdens travleste internationale lufthavn.
- Dubais lufthavn er optimistisk i forhold til efterspørgslen og forventer rekordtal i løbet af vintersæsonen. Vi forbereder os på en ekstraordinært travl sidste del af året, lyder det fra lufthavnen.
Den samlede forventning til antal besøgende i hele 2023 er blevet opjusteret fra 83,6 millioner til 85 millioner, oplyser lufthavnen.
Det vil være blot 1,6 procent færre rejsende end i 2019.
Der var over 200.000 flyvninger til og fra lufthavnen i Dubai i første halvdel af 2023. Det var 30,2 procent flere end i samme periode sidste år.
Indien var i årets første seks måneder den mest populære destination med omkring seks millioner passagerer. Herefter kom Saudi-Arabien (3,1 million), Storbritannien (2,8 millioner) og Pakistan (2 millioner).
Mange rejsende fra Danmark kommer også forbi lufthavnen i Dubai som led i rejser mod eksempelvis Asien og Australien.
Dubai er den største by i landet De Forenede Arabiske Emirater, der består af i alt syv emirater. Dubai er hovedstad i det emirat, der også hedder Dubai.
Der er omkring 3,5 millioner indbyggere i Dubai.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker