Myndigheder i Thailand har anholdt en person kort tid efter, at USA fredag advarede om, at et terrorangreb i hovedstaden Bangkok kan være nært forestående.
- En libanesisk mistænkt fra Hizbollah-gruppen er anholdt af thailandske myndigheder, siger vicepremierminister Chalerm Yumbumrung til nyhedsbureauet Reuters.
Han forklarer, at den israelske ambassade havde slået alarm angående et muligt angreb fra den militante libanesiske gruppes side, og at thailandsk politi har samarbejdet med israelske embedsmænd siden slutningen af 2011.
Vicepremierministeren tilføjer, at politiet nu er i færd med at efterforske sagen, og at sikkerheden er skærpet i Bangkok.
Anholdelsen finder sted kort efter, at USA's ambassade i Thailand har advaret turister i Bangkok om at udvise stor forsigtighed, når de færdes i hovedstadens turistområde.
- Udenlandske terrorister kan nu være på vej til at udføre angreb mod turistområder i Bangkok i den nærmeste fremtid, skriver ambassaden i en meddelelse på sin hjemmeside.
Ambassaden opfordrer amerikanske turister til at udvise særlig agtpågivenhed, når de færdes i de områder af Bangkok, hvor mange vestlige turister er samlet.
Også tusindvis af danskere er årligt blandt de mange udenlandske turister, der særligt i vinterhalvåret strømmer til Thailand og hovedstaden Bangkok.
Det er ikke oplyst, om myndighederne har opsnappet en konkret terrortrussel, som har fået ambassaden til at udsende advarslen.
Men den amerikanske ambassadør, Kristie Kenney, skriver på Twitter, at truslen er "troværdig", og at den er specifikt rettet mod Bangkok.
Thailands regering siger ifølge nyhedsbureauet AFP, at den har fået oplysninger fra USA om, at formodede terrorister var rejst ind i landet.
USA og Israel betragter Hizbollah som en terrororganisation, og israelske myndigheder har tidligere advaret om, at bevægelsen kan finde på at angribe israelere og israelske interesser i udlandet.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde