En død og syv syge af formodet forgiftning på tysk restaurant
Politiet arbejder ud fra hypotese om uagtsomt manddrab, efter at gæster blev syge af at indtage ukendt drik.
En 52-årig mand er død, og syv andre er blevet syge - flere af dem alvorligt - efter et besøg på en restaurant i den tyske by Weiden.
Sådan lyder det søndag fra tysk politi, der arbejder ud fra en formodning om, at ofrene er blevet forgiftet.
Ifølge den indledende efterforskning har de i alt otte personer det tilfælles, at de alle havde delt en flaske på restauranten. Kort efter udviste de alle symptomer på at være blevet forgiftet.
Gæsterne blev efterfølgende kørt på et nærliggende hospital, hvor den 52-årige mand døde søndag aften.
Ifølge politiet er ingen af de andre gæster i fare for at miste livet, selv om flere af dem er alvorligt syge.
Den pågældende restaurant ligger i centrum af Weiden i Sydtyskland.
Ofrene er mellem 33 og 52 år. De fleste af dem lå på gulvet, da politi og redningsfolk ankom til stedet.
Af hensyn til efterforskningen ønsker tysk politi ikke at oplyse, hvilken drik de otte personer har indtaget.
En talsperson for politiet oplyser til public service-mediet Bayerischer Rundfunk, at politiet arbejder ud fra en formodning om uagtsomt manddrab.
Der er ingen tegn på, at restaurantgæsterne er blevet forgiftet bevidst, og derfor peger efterforskningen stadig i alle retninger, lyder det videre.
Ifølge Bayerischer Rundfunk er ingen konkrete personer mistænkt i sagen.
Tysk politi leder stadig efter vidner, der har observeret, hvad der præcist er sket på restauranten.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet