En dræbt og 150 såret under demonstrationer ved Gazastriben
Israelske styrker affyrede skød fredag mod demonstranter på grænsen mellem Gazastriben og Israel. En palæstinenser meldes dræbt. Foto: Scanpix/Mohammed Abed
Scanpix/Mohammed Abed
Israelske soldater åbnede fredag ild mod tusindvis af demonstranter, oplyser sundhedsmyndighederne i enklaven.
Israelske soldater skød og dræbte fredag en palæstinensisk mand under endnu en dag med demonstrationer ved grænsen i Gazastriben.
Det oplyser enklavens sundhedsministerium.
Ifølge ministeriet er knap 150 palæstinensere blevet skudt og såret af israelske styrker under demonstrationerne.
Med fredagens dødsfald er antallet af dræbte palæstinensere oppe på 53 siden protesterne brød ud 30. marts.
Tusindvis af palæstinensere samledes fredag fem forskellige steder langs grænsen mellem Gazastriben og Israel.
Ifølge sundhedsministeriet i Gazastriben åbnede israelske styrker ild mod demonstranterne.
Ifølge det israelske militær deltog omkring 15.000 palæstinensere i protesterne.
- Uromagerne afbrændte dæk, kastede sten mod hegnet og israelske soldater, skriver militæret i en erklæring.
- Israelske tropper affyrede deres våben i overensstemmelse med operationsreglerne, tilføjes det.
Det israelske militær er blevet beskyldt for overdreven magtanvendelse mod demonstranterne.
Både EU og FN har anmodet om en uafhængig undersøgelse af begivenhederne i området.
Demonstrationerne ventes at kulminere tidligt i den kommende uge.
Mandag flytter USA officielt landets ambassade i Israel fra Tel Aviv til Jerusalem.
Flytningen bryder med årtiers diplomati i regionen og har udløst udbredte demonstrationer blandt palæstinensere, der ser Jerusalem som hovedstad for en fremtidig palæstinensisk stat.
Tirsdag mindes palæstinenserne den såkaldte "Nakba" - fordrivelsen af hundredtusindvis af palæstinensere i forbindelse med etableringen af staten Israel.
Her vil titusindvis af palæstinensere demonstrere langs grænsen til Israel, hvoraf mange ventes at krydse grænsehegnet.
I en tale fredag sagde Hamas-leder Ismail Haniya, at palæstinenserne ville "forvandle den palæstinensiske katastrofe" til en israelsk katastrofe.
Den islamistiske bevægelse Hamas har kontrolleret Gazastriben siden 2007.
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker