En dræbt og 20 kvæstet da 64 år gammelt fly styrtede ned i Sydafrika
Sydafrikansk redningsmandskab ved ulykkesstedet lidt uden for hovedstaden Pretoria, hvor et ældre fly styrtede ned på en græsmark. Foto: Stringer/Ritzau Scanpix
Stringer/Ritzau Scanpix
Et fly, der skulle på museum i Holland, er styrtet ned ved Pretoria. En er dræbt, og andre alvorligt kvæstet.
20 mennesker er kommet til skade, og én er dræbt i et flystyrt uden for Sydafrikas hovedstad, Pretoria.
Den dræbte sad i cockpittet, men det er endnu uklart, om det er piloten eller en ingeniør, der også sad i flyets førerhus, som er omkommet, oplyser en talsmand for redningstjenesten ER24.
Det forulykkede fly var et ældre fly, som var på vej ud på en prøveflyvning, inden det skulle videre til et udendørs flymuseum i Holland.
Der var 19 mennesker om bord på flyet af typen Convair-340, som var bygget i 1954.
Ved ulykken ramte flyet en fabriksbygning, hvor to mennesker blev alvorligt kvæstet.
- Vi har omkring 20 patienter med skader, der spænder fra alvorlige til kritiske, herunder to mennesker, der befandt sig på landjorden, siger talsmand Johan Pieterse fra den statslige redningstjeneste.
Billeder fra ulykkesstedet viser, at flyet er brækket i stykker enkelte steder. Redningsmandskab hjalp de overlevende ud af vraget og behandlede patienter på stedet.
De mest alvorligt kvæstede blev fløjet med helikopter til et hospital i Pretoria, skriver sydafrikanske medier.
Flystyrtet skete på en græsmark i forstaden Wonderboom nord for Pretoria.
Røgen fra det forulykkede fly kunne ses over hele lufthavnen, rapporterer tv-kanalen Enca.
- Der er røg overalt, og redningsmandskab er på plads. De vil opdatere antallet af tilskadekomne, siger politichef Isaac Mahamba til tv-stationen.
Det 64 år gamle fly skulle senere på måneden efter planen flyves til Holland, hvor det skulle indgå i temaparken Aviodrome i byen Lelystad. Det er en form for udendørsmuseum for fly.
Aviodrome skriver på sin Facebook-side, at man er "dybt chokeret" over ulykken i Sydafrika.
Det er endnu uklart, hvordan flystyrtet skete.
En video, der er optaget idet flyet lettede, viser en stribe af røg efter det.
På siden af flyet står firmanavnet "Martin's Air Charter", men et firma med det navn oplyser, at det ikke kender noget til flyet.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet