Syriske sikkerhedsstyrker har skudt og dræbt mindst en demonstrant og såret omkring et dusin andre i Deraa i det sydlige Syrien.
Det oplyser en indbygger i byen til nyhedsbureauet Reuters.
Demonstranterne er på gaden for at protestere mod korruption, og er i løbet af dagen stødt sammen med sikkerhedsstyrker.
- Der er fortsat konfrontationer, og de er voldsomme, siger en indbygger.
En Facebook-gruppe, der kalder sig "Den Syriske Revolution 2011", har offentliggjort en video, der angiveligt viser demonstranter i Deraa.
De råber slagord mod den syriske forretningsmand Rami Makhlouf, der foruden at eje flere virksomheder også er fætter til præsident Bashar al-Assad.
- Makhlouf, din tyv, lyder råbene fra hundredvis af demonstranter.
En række mindre, ikke-voldelige demonstrationer i denne uge har for første gang i flere årtier trodset det syriske styre.
Via Facebook var syrerne blevet opfordret til at deltage i "Værdighedens Dag" efter fredagsbønnen, og flere steder i Syrien var der meldinger om mindre demonstrationer.
Uden for Omayyed-moskéen i hovedstaden Damaskus blev mindst to demonstranter anholdt af politiet, der var talstærkt til stede ved moskéen.
De trak stavene i samme øjeblik, de første slagord blev råbt, skriver nyhedsbureauet AFP.
Den undtagelsestilstand, der har været i kraft i Syrien i de seneste knap 50 år, forbyder demonstrationer.
Alligevel har der i de seneste tre dage været små, sporadiske demonstrationer i den gamle bydel i Damaskus.
Torsdag sigtede myndighederne 32 personer for landsskadelige aktiviteter, dagen efter der havde fundet en demonstration sted uden for det syriske indenrigsministerium.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker